Avis: Minister har fundet endnu et hul i solcelleloven
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard vil udskyde tredjebehandlingen af solcelleloven
I sidste uge fik klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) en ”næse” på grund af et hul i solcelleloven.
Nu er der tilsyneladende dukket endnu et hul op. Det skriver JydskeVestkysten.
I et brev dateret den 29. maj 2013 skriver Martin Lidegaard nemlig følgende til Klima- og Energiudvalget:
- Der er forlydender om en omfattende udbygning af solcelleanlæg på taget af bygninger.
Ifølge JydskeVestkysten har eksempelvis Tønder Kommune oplyst, at det ser ud til, at de store solcelleanlæg flytter fra jorden og op på taget af større landbrugsbygninger. Og det kan blive dyrt for staten, idet man betaler langt mere for strøm fra solcelleanlæg end markedsprisen.
Derfor ønsker Martin Lidegaard at udskyde den tredje og sidste behandling af solcelleloven, som skulle være færdigbehandlet tirsdag.
I brevet til Klima- og Energiudvalget skriver ministeren således, at han vil tage initiativ til en drøftelse:
- Der er anledning til, at parterne bag solcelleaftalerne snarest mødes og drøfter situationen.