LDF kritiserer ”urimelige” behandlingstider

Landdistrikternes Fællesråd oplever frustrationer blandt iværksættere, der må vente på lovede LAG-midler

Effektivtlandbrug.dk har tidligere skrevet, at både landdistriktsministeren og fødevareministeren er kaldt i samråd på grund af lange sagsbehandlingstider på LAG-ansøgninger.

Og hos Landdistrikternes Fællesråd (LDF) hersker der tilfredshed med, at ministrene nu skal svare på spørgsmål fra oppositionen.

For hos LDF oplever man stor frustration blandt iværksættere, der oplever, at sagsbehandlingstiden for at få tilsagn om LAG-midler nu også rammer udbetalingssiden.

Ifølge LDF er der lige nu behandlingstider på op imod fire måneder for at få udbetalt penge.

- Det kan simpelthen ikke være rimeligt, for er der noget, man bør påskønne er det iværksættere, der vil lave virksomheder og gode levevilkår i landdistrikter. Som sagsbehandlingstiden er lige nu, kvæler den simpelthen lysten hos dem, der ellers skaber arbejdspladser og spirende erhverv i landdistrikterne, som vi har så meget brug for, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard i et nyhedsbrev.

Svært at leve med 

- Et er, at LAG-midlerne er bagudbetalt. Noget andet er, at man skal vente tre-fire måneder på udbetaling – også selvom udbetalingsanmodningen er revideret af en registreret eller statsautoriseret revisor. Det undrer rigtig mange og er svært for dem at leve med, lyder det videre fra Steffen Damsgaard.

Udvalget for Landdistrikter og Øer har kaldt fødevareminister Mette Gjerskov (S) og minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) i samråd om sagsbehandlingen af ansøgninger om LAG-midler.

Samrådet er åbent for alle og finder sted onsdag den 22. maj 2013 klokken 13.00 på Christiansborg.

Læs også