Den fynske æblehøst ramt af forårets frost
Et forår med frostgrader betyder, at årets høst af danske æbler er hen ved 8.000 tons mindre end i fjor. Den fynske høst er hårdest ramt
Et forår med frostgrader betyder, at den danske høst af æbler i år ventes at blive omkring 18.000 tons eller hen ved 8.000 tons mindre end i fjor.
Det er især den fynske og østjyske produktion af æbler, der er hårdt ramt af frostskader, mens produktionen på Sjælland og Sydhavsøerne har klaret sig bedre og nogenlunde holder skansen. Det samme er tilfældet i det nordjyske område, hvor træernes blomsterudvikling normalt er senere end i resten af landet.
- Det er i store træk sådan, årets høst af æbler tegner sig. Men med til billedet hører også, at der inden for samme landsdel på grund af frostskader kan være store forskelle i udbyttet, siger frugtavler Jan Jager, Nr. Broby, der er formand for Æble og Pæreklubben i Danmark.
Jan Jager føjer til, at årets produktion af pærer ikke har lidt skade af forårets frostgrader. Den samlede danske høst ventes som i fjor at blive godt 5.000 tons.




































