Ny skatteminister vil diskutere med de andre partier, hvordan man finder finansiering til at slippe af med fedt- og sukkerafgiften.
Den nye skatteminister Holger K. Nielsen (SF) erklærer sig enig med sin forgænger Thor Möger Pedersen (SF) i at fedt og
sukkerafgiften bør fjernes.
Det sagde han i minutterne efter, at den
traditionelle ministeroverdragelse havde fundet sted i Skatteministeriet tirsdag.
- Nu skal jeg lige først ind i sagerne, men
jeg er fuldstændig enig i Thor Mögers holdning til det her. Det er også
regeringens holdning. Det bør afskaffes, men der skal også findes finansiering
til det, sagde han.
Uden at uddybe det, fortalte Holger K. Nielsen,
at der findes flere forskellige muligheder til dette, og det vil han diskutere
med resten af Folketingets partier.
Thor Möger Pedersen skrev mandag på sin Facebook-profil følgende i forbindelse med, at han oplyste, at han var blevet meddelt, at han ikke skulle fortsætte som skatteminister:
- Jeg vedkender mig, at vi også har begået
fejl – nemlig beslutningen om at indføre en udvidet sukkerafgift. Jeg håber,
regeringen får held til at afskaffe den og fedtafgiften fra VKO-tiden.