Gjerskov møder landmænd

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) gæster onsdag den 31. oktober Horsens, hvor der blandt andet er lagt op til debat om randzoner

Det er de tre landboforeninger bag LRØ – Landboforeningen Odder-Skanderborg, Vejle-Fredericia Landboforening og Østjysk Landboforening – der står bag arrangementet, når fødevareminister Mette Gjerskov onsdag den 31. oktober deltager i et stormøde i Landbrugets Hus i Horsens.

Ifølge LRØ er mødet kommet i stand på baggrund af den seneste tids debat om randzoneloven.

- Vi vil gerne høre, hvad ministeren har at sige til randzonerne og den måde, de skal føres ud i livet på. Specielt efter at regeringens Natur- og Landbrugskommission har påpeget, at der er fornuft i mere målrettede indsatser de steder, hvor der er en reel og målbar effekt, lyder det fra Finn Pedersen, formand for Østjysk Landboforening.

Der er lagt op til en levende debat, hvor der bliver mulighed for at drøfte landmændenes aktuelle udfordringer og få en god dialog med ministeren.

- Vi opfordrer så mange som muligt til at komme og få svar på deres spørgsmål. Ikke kun om randzonerne, men også om hvordan fødevareministeren ser fremtiden for erhvervet, lyder opfordringen.

Alle er velkomne til at være med til mødet, der begynder klokken 19.00.

Læs også