Anbefalinger kan øge eksporten med milliarder

Landbrug & Fødevarer ser positivt på Natur- og Landbrugskommissionens konklusioner

Natur- og Landbrugskommissionen har netop offentliggjort en rapport, som ifølge landbrug & Fødevarer har lagt sporene for en udvikling af dansk landbrug, hvor målet er at realisere landbrugets potentiale for en øget eksport af fødevarer for milliarder.

– Hvis kommissionen i deres kommende konkrete anbefalinger følger det spor, de nu har lagt, og hvis politikerne omsætter det til handling, så anslår vi, at erhvervet vil kunne øge eksporten af danske fødevarer for 30 milliarder kroner frem mod 2020, lyder det fra Niels Jørgen Pedersen, der er formand for Landbrug & Fødevarer.

Han forklarer, at Landbrug & Fødevarer overordnet ser positivt på Natur- og Landbrugskommissionens vision for fremtidens natur og landbrug i Danmark.

– Kommissionen har lagt spor ud til en lang række af rigtige løsninger, både for naturen, for landbruget og i sidste ende for det danske samfund. Desværre ved vi allerede nu, at kommissionen ikke må stille forslag, der har konsekvenser for statens finanser på kort sigt, selvom disse forslag kan skabe positive statsfinansielle konsekvenser på lang sigt, konstaterer Niels Jørgen Pedersen og fortsætter:

- Derfor er vi bekymret for om den binding vil lægge begrænsninger på kommissionens iderigdom og kreativitet. Det ville være en skam, da vi står med en historisk mulighed for at lægge spor ud til en langsigtet dansk landbrugs- og naturpolitik.

Læs også