Fødevarer på dating

Sønderjysk Landboforening byder indenfor til "Ingrediens dating", hvor producenterne fortæller om og serverer nogle af deres produkter

Sønderjysk Landboforening slår sig nu også ind på dating - "ingrediens dating".

Det bliver mere præcist en aften, hvor der bliver lejlighed til at mødes på tværs af producenterne og både høre om og smage hinandens produkter.

Det sker gennem det såkaldte Zynergi-Netværket.

- Jeg har haft kontakt til medlemmerne og oplevet en stor interesse for at deltage i arrangementet på rådgivningscentret i Vojens torsdag 27. september. Medlemmerne er på banen med deres produkter og fortæller om dem, og så smager vi, hvad der kan komme ud af de forskellige ting, efter kantinelederen har tryllet med menuén, fortæller Connie Mark Skovbjerg, der er projektkoordinator på arrangementet.

Som på tv

Som i fjernsynet er tingene forberedt, så producenterne efter en kort præsentation kan sætte sig til bords – maden er forberedt og klar.

- Der kommer mange forskellige ting, og det er helt utroligt, hvad der produceres hos landmændene og folk på landet, noterer Connie Mark Skovbjerg.

Ud over denne dating, hvor produkt og forbruger sættes sammen, er det også en aften, hvor der er fokus på de kommende to års aktiviteter i Zynergi-Netværket.

Netværket er stedet, hvor fødevareproducenter kan følge et målrettet undervisningsforløb, som styrker virksomheden inden for markedsføring, salg og distribution af produkter og ideer. Gennem netværket får deltagerne inspiration og sparring på forretningsideen og ser forskellige udviklingsmuligheder.

Læs også