Brandstifter løs på halmballer i Sønderjylland

Natten til tirsdag blev der sat ild til 1500 halmballer to steder i det sønderjyske. Værdier for op mod en million kroner er forsvundet

Politiet jagter en brandstifter, der huserede i det sønderjyske sent mandag aften og natten til tirsdag. Tre brande betegnes som "mistænkelige", og herunder ligger, at det utvivlsomt er en brandstifter, der har været i aktion.

To steder kostede det store oplag af halm, og samlet er der sket skader for flere hundrede tusinde kroner og måske helt op mod en million kroner.

Første alarm lød mandag aften klokken 23.14 ved Bylderup-Bov i Aabenraa kommune, hvor ilden havde fat i 1500 bigballer halm, og ildskæret kunne ses mange kilometer væk.

Mens brandvæsenet var i gang her, lød der en melding om brand i en skraldespand og noget skov i nærheden.

Fra branden ved Bylderup-Bov kunne ildsøjlen fra endnu en brand ses. Det viste sig at være blot få kilometer væk på en mark i Tønder Kommune, hvor en påsat brand ødelagde 1500 rundballer og noget ensilage.

Her fik Løgumkloster frivillige Brandværn hjælp fra Beredskabsstyrelsen, men begge steder fik ilden lov at brænde, da brand i halm er umulig at slukke.

I skrivende stund har politiet ikke funder frem til brandstifteren, og det frygtes naturligvis, at personen slår til igen, og politiet opfordrer til, at man holder øje med mistænkelige personer.

Læs også