Landbrug & Fødevarers formand siger farvel

Formand for L&F Niels Jørgen Pedersen har tirsdag meddelt primærbestyrelsen, at han ikke ønsker genvalg. En skulderskade får skylden

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, genopstiller ikke, når der til november er delegeretmøde i Landbrug & Fødevarer.

Det skriver Landbrug & Fødevarer på sin hjemmeside.

- Den skulderskade, som jeg pådrog mig i maj måned, er desværre en daglig plage, som koster mig konstante smerter. Det tager utrolig meget af min energi – og det har gjort det meget vanskeligt for mig at få min hverdag til at hænge sammen, siger Niels Jørgen Pedersen og fortsætter:

- Jeg har måttet erkende, at en hård og travl hverdag i København, der rigelig kan tage alle timer i døgnet, og mit liv i Thy, hvor jeg bor med min familie og driver mit landbrug, på grund af mine helbredsmæssige udfordringer ikke længere kan kombineres, siger Niels Jørgen Pedersen på hjemmesiden.

Niels Jørgen Pedersen tager nu konsekvensen deraf og takker af:

- Der skal ikke herske tvivl om, at det har været en rigtig svær beslutning for mig at træffe, og det er med både vemod og ærgrelse, at jeg nu må meddele at jeg ikke genopstiller som formand for Landbrug & Fødevarer

Niels Jørgen Pedersen har været formand for Landbrug & Fødevarer siden maj 2011. Inden da var han en periode fungerende formand for Michael Brockenhuus-Schack, som blev ramt af sygdom.

Læs også