Venstre langer ud efter regeringens madudspil

Erling Bonnesen (V) kritiserer fødevareministeren for at nedlægge Børne- og ungeordning, der finansierer madskolerne

Torsdag fremlagde fødevareminister Mette Gjerskov (S) Fødevareministeriets nye mad- og måltidspolitiske udspil.

I udspillet fokuserer hun i første omgang på tre indsatsområder: Sund mad til børnene, det skal være let at vælge sundere i hverdagen samt på en styrket forbrugerdialog om sund mad og livsstil.

Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen mener imidlertid, at regeringens mad- og måltidspolitiske udspil klinger hult. I en pressemeddelelse kritiserer han således fødevareministeren for at nedlægge den Børne- og ungeordning, der finansierer de landsdækkende Madskoler.

- Fødevareministeren slår først kassen i for gode og efterspurgte Madskoler, hvor børn lærer at lave og spise sund mad. Bagefter spiser hun så børnene af med lidt rådgivning og anbefalinger ude i kommunerne. Det er simpelthen ikke godt nok, siger han.

Madskolerne arrangeres i sommerferien og er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, 4H og frivillige undervisere. På madskolerne kan børn lære at leve sundt. Madlavning, motion og besøg på en gård eller en fødevarevirksomhed er nemlig faste elementer.

I år har der været over 100 Madskoler rundt omkring i Danmark.

Læs også