Efter 30 år på Brahetrolleborgskuet afvikles Dansk Varmblods følskuet på lørdag for første gang på Stutteri Ask.
Inden for fynsk hesteavl brydes en lang tradition denne sommer. Dansk Varmblods følskue blev for første gang i 30 år ikke afholdt i forbindelse med Brahetrolleborgskuet i Korinth den tredje lørdag i juli, men i stedet afvikles det på lørdag den 11. august på Stutteri Ask ved Martofte på Hindsholm.
Der er to væsentlige årsager til denne beslutning, ifølge formanden for Dansk Varmblods fynske region.
- For at kunne bedømme springføllenes galop bedst muligt, er det optimalt, at det kan foregå inde i et ridehus, hvor både hoppen og føllet kan løbe frit. Det har der af gode grunde ikke været mulighed for på Brahetrolleborg, men den unikke chance har vi nu fået, fortæller formanden, Knud Larsen, Stige.
Det andet argument er et stort ønske fra udstillerne om at kunne leje en boks til hest og føl, så der i dagens løb er mulighed for at se øvrige bedømmelser og aktiviteter ved skuet.
- På Brahetrolleborg har det været nødvendigt at være ved hestene ved snorene hele dagen. På Stutteri Ask har man dels mange bokse, og dels mulighed for at opstille flere, hvis behovet viser sig.
48 tilmeldte føl
Selv om Knud Larsen er bekendt med, at der i Dansk Varmblod region 3 (Fyn) i denne sæson har været en nedgang på cirka ti procent i bedækningen af varmblodshopper, så er der alligevel tilmeldt 48 føl til følskuet.
- Det svarer til deltagelsen sidste år, og det er vi meget tilfredse med, når samtidig skuet er flyttet fra den ene ende af Fyn til den anden.
Han oplyser, at føllene efter dressurhingste fortsat bliver bedømt udendørs, dog i en ny trekantet bane.
Et krav om at se ærespræmieføllene gå på fast bund er nu også muligt med de nye rammer på det kendte stutteri på Christiansminde, der er flot beliggende på Bogensøvej 254 med udsigt over Dalbybugten.
Bedømmelserne starter kl. 10, først med springføl og derefter dressur. De deltagende føl er primært født her i maj-juni måned, dog er enkelte op mod et halvt år gamle.
Løsspringning
Stutteri Ask har selv over 100 varmblodsheste og heraf flere hingste, som i udpræget grad dominerer avlen af spring- og dressurheste herhjemme og for den sags skyld også på eksportområdet. Derfor bliver der samtidig en unik mulighed for at besøge dette berømte stutteri og se de mange heste.
Stutteriet tilbyder, umiddelbart efter følskuet er slut over middag, gratis deltagelse i et løsspringningschampionat for to- og tre-års heste. Hestene kommer til at løbe frit i ridehuset uden rytter og bedømmes for deres naturlige springevner.
- Vi håber naturligvis, at rigtig mange tager turen til det unikke hestestutteri på Hindsholm for at følge følskuet og løsspringningschampionatet, siger Knud Larsen og henviser til såvel DV region 3 og Stutteri Ask's hjemmesider for eventuelle nærmere oplysninger om arrangementet den 11. august.