Bylandbrug i Gellerup

40 deltagere i en europæisk konference om nye fødevaresystemer skal høre om, hvordan der kan dyrkes landbrug mellem boligblokkene i Gellerup

Bag projektet om bylandbrug mellem boligblokkene i Gellerup er Urban Gellerup Farming, der skal bringe landbruget ind i byen.

Beboerne i Gellerupparkens boligblokke skal øge deres nærhed til naturen gennem arbejde med jord og planter.

Det er målet bag et projekt om urbant landbrug i Aarhus Vest, som Brabrand Boligforening, Realdania og Videncentret for Landbrug står bag.

Tanken er at udlægge dele af de grønne områder mellem boligblokkene til fødevareproduktion og eventuelt udnytte de flade tage i Gellerupparken og Toveshøj til træer, bede og drivhuse.

En række internationale eksperter med interesse for nye fødevaresystemer kommer i morgen høre om visionerne, når de besøger Aarhus Vest.

- Vi er meget glade for, at de netop har valgt at høre om Urban Gellerup Farming på deres korte besøg i Danmark. Vi vil vise dem området og fortælle om projektet og så håber vi på, at høre om deres erfaringer med landbrug i byen. På den måde kan vi se nye muligheder og få skabt et netværk, siger Trine Balskilde Stoltenborg, miljøjuridisk konsulent i Videncentret for Landbrug.

Det var hende, der sidste år fik idéen til at etablere et projekt om landbrug mellem boligblokkene i Gellerup og fik Brabrand Boligforening med på idéen.

Konceptet med at dyrke landbrug i byen kaldes Urban Farming og er allerede udbredt i en lang række lande.

Både Canada, England, Sverige og Holland er langt fremme med lignende projekter om urbant landbrug i socialt belastede områder.

I England og Canada bruges bylandbrug allerede til at begrænse fedme, sundhedsproblemer og områdets klimapåvirkning.

I Urban Gellerup Farming er målet også at få skabt nye arbejdspladser til områdets beboere.

- Parallelt med uddannelse og træning i landbrug skal områdets beboere uddannes til at indgå som arbejdskraft i det danske landbrug eller på anden vis til at udføre arbejde i fødevarekæden, som ikke nødvendigvis kræver en videregående uddannelse. Og det er netop det sociale aspekt af projektet beboerrepræsentanterne fra Gellerup meget interesserede i, siger Trine Balskilde Stoltenborg.

Hun håber, at Aarhus Kommune, og på sigt landets øvrige kommuner, vil indarbejde Urban Farming i deres politik, fordi det kan hjælpe med at løse en række kommunale opgaver som integration og arbejdspladser.

 

Læs også