Der var fyldt godt op i festteltene i fredags hos den tidligere verdensmester i konkurrencepløjning Niels Balle, Århus.
Et stort rykind af familie, venner, naboer og forretningsforbindelser var med til at festliggøre receptionen i anledning af Niels Balles 60 års dag, som blev markeret på hjemadresse på ejendommen »Engholm«, nord for Århus.
Også den lokale veteranklub lagde vejen forbi Engholm og ankom i en flot kolonne af Massey Ferguson traktorer.
- Da jeg fik øje på den første MF-traktor, så tænkte jeg om jeg mon skulle have sådan en i fødselsdagsgave, men så rullede der yderligere 20-30 traktorer ind på ejendommen i en lang kolonne.
- Det er overvældende, og meget flot, at så mange har lagt vejen forbi for at ønske mig tillykke, sagde den nu 60-årige Niels Balle.
Niels Balle blev i 1985 verdensmester i konkurrencepløjning. Han driver et planteavlsbrug fra ejendommen ved Trige. Sidste efterår var han initiativtager til en protestaktion imod det nye forbud imod pløjning og jordbearbejdning om efteråret.