Allan Trædholm i Nislev ved Otterup blev Hjadstrup Maskinstations første kunde i år, der fik ensileret græs.
Det pludselige omslag i vejret fra kulde og blæst til varme og sol, har sendt skårlæggerne på græs på Fyn.
Der bliver ensileret græs hver eneste dag, og på premieredagen i mandags kunne mælkeproducent Allan Trædholm i Nislev ved Otterup glæde sig over ekstra store græsmængder.
- Når jeg umiddelbart gør det op, er der 20 procent mere græs på marken i forhold til sidste år, siger han, mens han selv, sammen med maskinstationens gummiged, deltager i arbejdet med sin JCB læsser hjemme i stakken.
Fyldige skår
Willy Jørgensen fra Hjadstrup Maskinstation er pilot på maskinstationens Claas snitter, der tygger sig gennem de fyldige skår på marken.
Udover maskinstationens to frakørselsvogne hjælper Allan Trædholm også til med sin egen vogn. Der er rigeligt at se til for alle tre vogne, når afstanden er en lille kilometer hjem til ensilagestakken tæt ved gården.
Allan Trædholm fodrer sine 160 jerseykøer med majs fra 30 hektar og græsensilage. Dels de 13 hektar, hvor 1. slæt blev taget i sidste uge og dels lucerne, der først skal snittes om en uges tid.