Ny sjællandsk John Deere-forhandler skifter navn

En måned efter offentliggørelsen af et nyt samarbejde med John Deere International, ændrer Næstved-Karise Maskinservice og Holbæk Agro Center navn til Maskin Center Sjælland.

- Vi har længe ønsket at samle vores tre forretninger under én paraply, og anledningen kan næppe være bedre, udtaler indehaver og direktør, Hans Erik Karlshøj i en pressemeddelelse.

Hans Erik Karlshøj tilføjer, at navneskiftet er en del af en større oprustning. Den nye aftale med John Deere International har gjort Maskin Center Sjælland til eneforhandler af John Deeres landbrugsprogram på hele Sjælland, og dette omfatter blandt andet ansættelse af 12 nye medarbejdere i organisationen.

- Lige nu har vi travlt med at få sat nye skilte op på vores facader, og inden længe er vores nye hjemmeside, www.maskincentersjælland.dk, også klar til nye besøgende, fortæller Hans Erik Karlshøj.

I sammen forbindelse overtager Hans Erik Karlshøj sin samarbejdspartner Karsten Jensens virksomhed, Holbæk Agro Center. De to maskinhandlere har i årevis kørt et strategisk parløb, og et ejerskifte har længe været på tale, forklarer man.

Læs også