BL-formand vil ikke mødes med Niels Jørgen på Axelborg

Bæredygtigt Landbrugs formand, Flemming Fuglede Jørgensen, vil gerne have møde med L&F-formand, Niels Jørgen Pedersen. Men det skal være et neutralt sted og med tre repræsentanter fra hver bestyrelse til stede.

I sit nyhedsbrev i denne uge lyder det fra Landbrug & Fødevares formand, Niels Jørgen Pedersen, at han har sendt en invitation til den nye formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, om at mødes.

- Vi er begge interesserede i at skabe de bedste rammer for landbruget. Vi er måske ikke altid enige om vejen derhen, men forhåbentlig kan vi inspirere hinanden til fælles bedste for vores erhverv. Det er jo grundlæggende det, vi alle er optagede af!

- Jeg er ikke blevet valgt som formand for at gå ind i en skyttegravskrig med organisationer, der mener noget andet end mig. Jeg arbejder hver dag for at rykke noget for jer landmænd. Og dér har jeg tænkt mig fortsat at lægge min energi, skriver Niels Jørgen Pedersen således i sit ugebrev.

Os der inviterer
Hos Bæredygtigt Landbrug bekræfter formand, Flemming Fuglede Jørgensen, at han har modtaget en invitation om at mødes med Niels Jørgen Pedersen i en time på Axelborg i april måned.

- Men det var faktisk os, der først inviterede Landbrug & Fødevarer til møde. Vi bad om et møde med tre af dem fra deres bestyrelse, og så skulle der komme tre fra vores bestyrelse. Og så skulle det være et neutralt sted. Nu er han så vendt tilbage med tre mulige datoer i april, hvor bare ham og jeg skal mødes, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Og et sådan møde vil han ikke gå med til.

- Det er ikke vores stil, at man gør det sådan. I Bæredygtigt Landbrug har vi en meget flad organisation. Vi vil gerne være nogle stykker, så vi kan få noget konkret ud af mødet, og det ikke bare bliver noget snak frem og tilbage, lyder det fra Flemming Fuglede Jørgensen.

Ikke til kulissesnak
Han forklarer, at fra Bæredygtigt Landbrug har man den holdning, at man ikke er til snak i kulisserne, hemmelige aftaler og så videre. Hvis dansk landbrug skal overleve, så mener man i foreningen, at der er behov for at handle nu og i fuld åbenhed.

- Hvis man kun er to til mødet, så ender det ofte med misforståelser, hvor den ene siger det ene og den anden noget andet. Hvis vi skal være med i de møder, så skal det være noget, som giver resultat her og nu, lyder det fra Flemming Fuglede Jørgensen.

Til spørgsmålet om, hvorfor det er så vigtigt for Bæredygtigt Landbrug, at mødet ikke foregår på Axelborg, lyder svaret:

- Det er ligeværdige parter, som mødes. Derfor så mødes vi et neutralt sted, lyder det fra formanden.

Bæredygtigt Landbrug har selv foreslået, at mødet finder sted på Hotel Hilton ved Kastrup Lufthavn.

- Men vi kunne mødes på Thisted Landevej. Det er sådan set lige meget. Bare det er et neutralt sted, lyder det.

Af punkter, som Bæredygtigt Landbrug gerne vil diskutere med Landbrug & Fødevarer, kan nævnes, at Bæredygtigt Landbrug kræver en international evaluering af 25 års vandplaner. Dette vil man gerne have Landbrug & Fødevares opbakning til.

Læs også