Forår med udfordringer

Spredningen i landmændenes økonomiske resultater vokser stadig. Der er brug for handlingsplaner, påpeger afdelingschef i Centrovice forud for onsdagens økonomimøde.

De fynske landmænd får positive tal på bundlinjen i 2011, og 2012 ser ud til at blive et rigtigt godt år for indtjeningen i landbruget.

Alligevel er der brug for skærpet opmærksomhed ude på bedrifterne, påpeger afdelingschef Anne Grete Bøgh, Centrovice. Spredningen i de økonomiske resultater har nemlig vokset sig endnu større, end de var tidligere.

- Når det gælder kvægbedrifterne med 80-180 køer, så er der en forskel på 700.000 kroner fra gennemsnittet og op til de bedste 25 procent. Det er en meget stor forskel, og der er samme variation nedadtil, fortæller Anne Grete Bøgh, der blandt andet sætter fokus på den store variation, når Centrovice i morgen, onsdag den 28. marts kl. 19 i Vissenbjerg, afholder møde om de finansielle muligheder under titlen »Er foråret på vej til fynsk landbrug?«.

- Der er rigtig mange penge at samle op ude på bedrifterne, og for at ændre billedet skal der fokuseres på dækningsbidraget, for det er her, den enkelte landmand kan gøre en forskel, siger Anne Grete Bøgh forud for mødet.

Vigtigt med opfølgning
Værktøjet er en udviklingsplan.

- Der skal lægges en plan, og det skal være en handlingsplan, som fører til nogle konkrete ændringer inde på staldgangen og ude i marken, som igen kan aflæses på bundlinjen, siger Anne Grete Bøgh.

Årsagen til den øgede spredning i landmændenes økonomiske resultater skal ifølge afdelingschefen blandt andet findes i den kendsgerning, at voksende gæld øger kravene til indtjeningen. Samtidig betyder voksende gæld, at det bliver sværere at låne penge.

- Tidligere kunne landmændene optage større kreditforeningslån, som var billigere, men i dag må mange klare sig med dyrere bankfinansiering, påpeger Anne Grete Bøgh, som samtidig understreger, at det ikke er nok at få lavet en handlingsplan. Der skal også følges op på planen.

- Det er et af de steder, hvor mange virksomhedstyper fejler – det gælder ikke kun indenfor landbruget. Man får lavet en plan, men man får ikke fulgt op på den, selv om man godt ved, det er nødvendigt, hvis den skal virke optimalt, siger afdelingschefen.

Vækstkaution og bankpakke 5
På mødet onsdag aften vil Anne Grete Bøgh komme med en foreløbig status på 2011-regnskaberne og sige noget om forventningerne til 2012. Chefkonsulent Søren Bech vil komme med en aktuel status på den finansielle situation med udgangspunkt i bankpakke 5.

Desuden vil Anker Bruhn, Vækstfonden, fokusere på mulighederne for finansiering af investeringer i landbruget via vækstkaution.  

Læs også