Charolais dominerede

På Dansk Kødkvægs skue i Messecenter Aars var det Charolais der fuldstændig dominerede interbreedkonkurrencerne.

I Interbreed konkurrencen gælder det for dommerne om at se, hvilke dyr der er tættest på den enkelte races avlsmål. På Dansk Kødkvægs skue i Messecenter Aars var de enkelte racers vinderdyr fundet om fredagen. Lørdag foregik så interbreedkonkurrencerne mellem racernes vinderdyr. Aberdeen-Angus, Blonde d’Aquitaine, Charolais, Hereford, Skotsk Højland, Limousine, Piemontese samt Simmental var repræsenteret. En race mere ved hundyrene end handyrene, idet Piemontese ikke stillede med en tyr.

Blandt besætningsgrupperne vandt en Charolais gruppe fra Hesselballegård i Vejle med tyren Balder Hvirring på fløjen.

Efterfølgende vandt Balder Hvirring to gange mere: Som bedste individafprøvede tyr - her vandt han både i eksteriør og i afprøvningstallet. Der var ni tyre i den konkurrence. På pokalen, der blev overrakt, stod Balder Hvirrings navn allerede to gange fra de tidligere år.

I Interbreed konkurrencen for tyre var der lidt mere konkurrence - men Balder Hvirring slog til igen. Denne gang skarpt forfulgt af nummer to, en Skotsk Højland fra Charlotte Skou i Ringsted.

Så var det hundyrenes tur. Også her var der åben votering mellem de syv dommere - og det gav en god publikumsmedleven.

Og også her vandt Charolais. Denne gang med en ko, Pallas Briseis, efter Uranus fra Pallas Charolais i Bindslev.

Udstiller tilfredshed
Formand Henning Hansen, Dansk Kødkvæg, der selv udstillede Simmental, udtrykte glæde over rammerne i Messecenter Aars.

- Samarbejde, service og rammer er tip-top, sagde han og tilføjede, at for ham er det vigtigt, at alle udstillerne har været godt tilpas med at være i Aars.

Valdemar Jakobsen, Cellkim fra Lunderskov var godt tilfreds med kødkvægsskuet og rammerne omkring det. Han understregede, at service er helt i top i Aars

- Der er primært interesse omkring mineraler med organisk selen og naturligt E-vitamin - og så sæd til alle racerne, fortalte han fra sin stand på kødkvægsskuet.

Nu forestår et større evalueringsarbejde. For fuldt perfekte rammer alene gør det ikke alene. Fra arrangørside savnede man i år det internationale publikum, der plejer at følge med, når kødkvægsskuet ligger i forbindelse med Agromek. Det kan den ekstra lokale opmærksomhed ikke helt gøre det ud for.

I alt gæstede 2.000 besøgende kødkvægsskuet.

Læs også