Over 500 kroner for et minkskind

Aldrig nogensinde før i Kopenhagen Furs historie har så mange kunder fundet vej til en pelsauktion, som det er tilfældet på dette års februar-auktion, og det kan mærkes på prisen til avlerne.

Det har længe været en god tid at være minkavler i.

Og fra pelsauktion til pelsauktion ser det kun ud til at blive bedre. I dag er således sidste dag for den fire dage lange februarauktion hos Kopenhagen Fur, og gennemsnitsprisen for de danske avleres minkskind ser ud til at havne på plussiden af 500 kroner, mens de udenlandske skind der sælges, kommer til at ligge lidt under 500 kroner.

Det fortæller direktør i Kopenhagen Fur, Torben Nielsen.

- Rigtig mange ting trækker til den rigtige retning i øjeblikket. Den økonomiske vækst i Kina er fortsat høj. I Korea har vi også fået en pæn økonomisk fremgang, og i Rusland ser det også fornuftigt ud. De tre lande trækker temmelig meget i øjeblikket, siger Torben Nielsen.

Samtidig fortæller han, at i resten af verden er forbruget af pels også højt for tiden. Det er dog ikke i pels som kåber, men mindre ting som i jakker og frakkekanter.

- Det er utroligt, hvad der bliver solgt til modeindustrien i øjeblikket, siger Torben Nielsen, der samtidig også glæder sig over de kolde vintre for tiden, som også øger efterspørgslen på pels.

Omsatte for én milliard i onsdags
For et år siden ved februarauktionen var gennemsnitsprisen på 384 kr. pr. skind. Og der blev samlet omsat for 1,8 milliarder kroner. Det var dengang rekord. Siden er fulgt flere auktioner hvor omsætningen er oversteget 2 milliarder kroner.

Når auktionen afsluttes i eftermiddag så forventes de cirka 5 millioner solgte skind dog at have omsat for cirka 2,6 milliarder kroner, hvilket naturligvis også er rekord.

I dette omsætningstal gemmer sig i øvrigt endnu en rekord. Alene i onsdags blev der således omsat for over én milliard kroner på en enkelt auktionsdag. Det er aldrig sket før.

Fuldstændig proppet
Af andre rekorder kan også nævnes antallet af kunder, der er mødt op i Glostup lige uden for København i denne uge. Omkring 700 kunder er således på plads, og så mange har der aldrig været før. De mange kunder udgør i øvrigt faktisk et mindre problem idet, at der kun er plads til 600 kunder i auktionssalen af gangen.

- Vi overskrider den kapacitet, som vi har. Det er næsten et problem, men vi har fået en aftale med brandvæsenet i, hvordan vi skal instruere i tilfælde af brand, og vi har hyret brandvagter og så videre. Folk kommer selvfølgelig og går, men der er fuldstændig proppet derinde, siger Torben Nielsen.

Der er i alt fem auktioner i hver sæson hos Kopenhagen Fur. Auktionen i februar er denne sæsons anden. Næste auktion hos pelsgiganten er i april.

Læs også