Forhandler-fusion gør John Deere stor i nord
Mejlby Agro og Vilsgaard på Mors skaber et nyt fælles aktieselskab og sætter sig fortsat på John Deere forhandlingen i Skagen, Thyborøn, Randers trekanten.
Ved et stille pres har John Deere International kastet to tidligere forhandlere af det populære grønne traktormærke i armene på hinanden.
Med skabelsen af selskabet Mejlby & Vilsgaard A/S, der dannes af de to tidligere maskinforretninger Mejlby Agro A/S og Vilsgaard A/S er Danmarks grønne nordflanke nu etableret. Det nye selskab har netop underskrevet en aftale med John Deere International om forhandling af traktor- og maskinmærket i området, dr mod syd afgrænses af en linje fra Thyborøn til Randers og så langt mod nord, som det giver mening at sælg traktorer.
Fusionen af de to selskaber sker ved årsskiftet og i god tid før den nuværende struktur med Nellemann Agro som John Deere importør i Danmark nedlægges med udgangen af februar 2012.
JD forhandlerkontrakt
Formålet er at skabe en stærk og en innovativ maskinforhandler og drage fordel af hinandens kompetencer og ressourcer.
- Derfor gennemfører vi en fremtidssikret og nødvendig konsolidering i branchen ved at etablere Mejlby & Vilsgaard A/S, lyder det fra fusionsparterne, der påpeger, at sammenlægningen af forretningerne gør dem langt mere effektive og dynamiske.
I forbindelse med fusionen har Mejlby & Vilsgaard A/S nu underskrevet ny forhandlerkontrakt med John Deere International, der netop nu er i færd med at foretage en række strukturændringer både på forhandlersiden og internt i John Deere i en såkaldt »Dealer of Tomorrow« strategi.
Fysiske rammer
Der bliver ikke tale om fysiske eller mandskabsforandringer i den nye konstruktion.
- Vore udsalgssteder vil, som tidligere, foregå fra afdelingerne i henholdsvis Redsted å Mors, Mejlby i Himmerland og Brønderslev i Vendsyssel, lyder det fra direktør Juul Larsen der bliver direktør i Mejlby & Vilsgaard A/S.
Han understreger tillige, at alle medarbejdere fra de to virksomheder tilbydes ansættelse i den fusionerede organisation.
- Vores målsætning er vækst. Og vi får brug for dygtige medarbejdere til at løfte den store opgave, lyder det fra direktøren.
63 ansatte
Morsfirmaet Vilsgaard A/S blev etableret i 1904, hvor grundlæggeren Søren Vilsgaard startede med at bygge vindmøller og alt, hvad en landmand havde behov for. Typisk produceredes en enhed af gangen, uanset om det var en ajlepumpe eller et tærskeværk.
Fra 2004 blev det fjerde generations tur i familiefirmaet. Her er det i dag er Kresten Vilsgaard, der råder over de 20 ansatte fordelt på værksted, lager og kontor.
MejlbyAgro A/S er grundlagt i 1951 af Søren Poulsen, i 1993 overtog sønnerne Preben og Torben Poulsen firmaet, der er i dag 43 ansatte, fordelt på to afdelinger, i henholdsvis Brønderslev og Mejlby ved Nørager.