Landboformand: Så vintersæden trods forbud

Plantedirektoratet vil ikke give landmænd med dispensation for efterafgrødekravet lov til at så vintersæd på arealerne. - Så alligevel, lyder det fra en ophidset formand for KHL.

En vred formand for Kolding Herreds Landboforening, Asger Christensen, opfordrer landmændene til at så det planlagte vintersæd i de arealer, som de i onsdags fik dispensation til at undlade at så efterafgrøder i, hvis føret i marken har været for vådt.

Asger Christensens opfordring kommer til trods for, at dispensationen kun gælder, hvis landmanden først bearbejder jorden på arealerne efter 1. november på lerjord og efter 1. februar på sandjord.

- Hvis landmanden har et højt areal, som han har planlagt at så vintersæd i, hvis det bliver tørt nok, så skal han bare så. Så for helvede, lyder det fra en ophidset Asger Christensen.

- Jeg er fuldstændig ligeglad. Det er fagligt set det mest rigtige at gøre, siger Asger Christensen, der håber på selv at kunne ompløje sine efterafgrødearealer inden længe.

- Vi kan ikke bruge al det her skrivebordsplanteavl til noget. Siden Plantedirektoratet gav sin dispensation, har min telefon ikke stået stille. Og der har også været folk imellem, som har problemer med oversvømmede vandløb. Det grænser til…..nej det ord må jeg ikke sige, lyder det fra Asger Christensen.

Fjern kravene
- Så ved jeg ikke, hvad der sker, men det burde i hvert fald ikke give anledning til en bøde. Der er alligevel ikke noget at tage af, siger Asger Christensen, og tilføjer:

- Det her er skrivebordsplanteavl af værste skuffe. Plantedirektoratet bør fjerne de krav, der bevirker, at vi ikke kan så vintersæd i arealerne.

På onsdag afholder KHL et lodsejermøde for medlemmerne og de berørte kommuner om våde marker. Mødet planlægges ifølge Asger Christensen til at finde sted kl. 15, men tidspunktet kan ændres, så hold øje med www.khl.dk.

Læs også