Resultater sammenlignes

Et internationalt netværk fokuserer i disse dage på de danske rammevilkår i forhold til de udenlandske.

Patriotisk Selskab er i disse dage vært for den årlige Cash Crop Conference, hvor 45 rådgivere og forskere fra det internationale Agri Benchmark-samarbejde besøger rådgivningsvirksomheden. Agri Benchmark er et internationalt netværk, der sammenligner produktionsomkostninger for planteavl globalt.

På billedet ses næstformand i Patriotisk Selskab, Søren F. Bonde, Margaard ved Middelfart, da han i går eftermiddags gav deltagerne et indblik i landbrugsproduktionen i Danmark med udgangspunkt i sin egen bedrift på 600 søer, 17.500 producerede slagtesvin årligt og 2.000 solgte smågrise. Derudover drives der 650 hektar, hvoraf 265 er egen jord.

Søren Bonde fortalte, hvordan de danske landmænd gennem høj effektivitet og fokus på omkostnings- og risikostyring forsøger at håndtere erhvervets rammebetingelser.

Overraskede
Selvom det internationale netværk hovedsageligt fokuserer på planteavl, besøgte deltagerne i går for en kort bemærkning en af Søren Bondes svinestalde. De høje effektivitetstal i staldene overraskede flere af udlændingene, der blandt andet ville høre, hvordan det kunne lade sig gøre at præstere 32 grise pr. årsso.

Også de stramme miljøkrav optog deltagerne, der kommer fra 28 lande fordelt på flere kontinenter.

I eftermiddag vil forskerne og rådgiverne analysere og diskutere de forskellige rammebetingelser på en konference i København.

Læs reportage fra konferencen i Effektivt Landbrug lørdag.

Læs også