Det varme vejr i april gav besøg af et rekordstort antal storke. De har vakt opsigt overalt i landet, men er tiden inde til, at de igen begynder at yngle?
I 2011 fik vi en tør og varm april måned med temperaturer, som i perioder gjorde Danmark til det varmeste sted i Europa. Det faldt sammen med trækket af storke, og adskillige lod sig friste og trak ind over Danmark. I medierne tales om flere hundrede fugle, men det er nok lidt højt regnet, idet mange ses mere end én gang.
Helt sikkert er det, at der har været rekord mange storke i Danmark i dette forår. Det er derfor fristende at tro, at i det mindste nogle af dem vil slå sig ned og yngle.
Der er ikke fløjet en storkeunge fra en dansk rede siden år 2000, når man ser bort fra et ynglepar på en sjællandsk fugleplejestation.
600 år i Danmark
Storken burde være vores nationalfugl, for den er en væsentlig fugl i den danske kulturhistorie. Den optræder flittigt i eventyr, myter og folketro og er den dag i dag hyppigt brugt i reklamer, festsange og små børns legetøj, sange godnathistorier.
Storken har været en del af den danske bondekultur i 600 år og i længere tid end de fleste adelsslægter.
I 1700-tallet regner man med, at der ynglede 10.000 par storke i Danmark. I 1800-tallet faldt antallet til cirka 4.000 par, svarende til den nuværende bestand af fiskehejrer. I starten af 1800-tallet havde storken de mest ideelle levevilkår i Danmark. Skoven var næsten forsvundet, men efter udskiftningen påbegyndtes de første afvandingsprojekter for, i takt med et stigende befolkningstal, at øge landbrugsproduktionen.
I 1930'erne var der stadig over 1000 par storke i Danmark, men udviklingen gik den forkerte vej. I 1952 var der blot 222 par, i 1970 60 par, i 1980 25 par, i 1990 12 par, og i år 2000 fløj de sidste danske storkeunger fra reden.
Den fynske storkebestand
Omkring år 1900 var storken stadig almindelig overalt på Fyn. Flere steder fandtes egentlige kolonier med op til cirka 40 beboede reder, blandt andet i Gudme, Allested og Vejlby. Men allerede i århundredes begyndelse faldt bestanden markant, og snart var den helt forsvundet fra Det sydfynske Øhav og øerne i Lillebælt. I 1934 var der kun 40 par tilbage på Fyn og efter 2. Verdenskrig blot 11 par.
I 1952 talte den fynske bestand blot fem par, som ynglede henholdsvis på Ørritslevgård, Solbakkegården i Næsby, Skovsbo, Skellerupggård, Lundegård og Holstenshus.
Parret på Solbakkegården fik tre unger i 1962, og det blev de sidste fynske storkeunger. Frem til 1966 sås kun en enlig fugl, og i løbet af 1970'erne faldt de sidste rester af reden ned. Eventyret var slut.
Fremgang i Europa
Den europæiske bestand af storke faldt, som i Danmark, i takt med det moderne landbrugs fremmarch og ikke mindst, da traktoren i efterkrigsårene afløste hesten. Men hen over de sidste årtier er der sket stor fremgang mange steder. I dele af Europa har øget opmærksomhed på bevarelsen af enge og vandhuller skabt lokal fremgang.
I Østeuropa er fremgangen mere markant. Ikke mindst efter Murens fald, som blandt andet har betydet, at landbruget nu drives langt mere ekstensivt end under 5-årsplanerne.
I Spanien synes storken at have tilpasset sig de moderne tider, og nu blandt andet fouragerer ivrigt på de mange åbne lossepladser. Men den voldsomme fremgang i dette område skyldes især EU-støttede overrislingsprojekter langs mange floder. Områder, som førhen var for tørre til storkene.
Kan vi få storken tilbage?
»Danmark er fra naturens hånd et sumpet skovlandskab, som bebos af bønder, som dyrker steppeplanter«. Sådan blev Danmark engang beskrevet på en miljøkonference. Kun fordi vi har gennemdrænet landet, er det muligt at bedrive det nuværende landbrug.
Det største problem for storken har været tørlægningen af utallige store søer og fjordområder. I tidligere tider var enge af største betydning for landbruget. Det var her, man skaffede foder til dyrene. Meget af foderet er nu udskiftet med sydamerikansk soja, og kun de færreste landmænd bruger i dag engenes ressourcer. Engene er enten drænede og opdyrkede eller tilgroede i tætte pilekrat.
Markens vandhuller er omtrent væk – hundreder af tusinder forsvandt, da traktoren holdt sit indtog i efterkrigsårene. Først i 1992 blev de små vandhuller fredet, men da var der kun få tilbage, og de fleste henligger gemt i klumper af krat på marken. De er ikke længere egnede som ynglested for frøerne.
Det er disse forhold, der skal rettes op på. Det er det, der skal til, for at vi kan brødføde selv en lille bestand af storke. Uden græssende kvæg på engen går det ikke.