Rapsdysten følges tæt

RAPSDYRKNING: Kombattanterne i AgriNords rapsdyst følger deres parceller i konkurrencen nøje. Det ser ud til, at sorten Visby klarer sig godt.

Nu er vækstsæsonen godt i gang, og rapsplanterne på konkurrenceparcellerne på Agri Nords forsøgsmarker i Klarup er begyndt at skyde i vejret.

Syv landmænd fra samme erfa-gruppe står for hver deres parceller, og sammen med chefkonsulent for planteavl, Flemming Floor Jensen, har de netop været ude for at besigtige marken i forbindelse med et erfa-gruppemøde.

Konkurrencen er i gang, og spændingen stiger. Indtil videre er det Henrik Nielsen, Dalsgaard I/S i Nibe, der har været i førertrøjen, men hans kollegaer og konkurrenter haler ind på ham.

Henrik Nielsen har givet meget gødning, omkring 100 kilo N pr. hektar i efteråret, og det har givet pote, men Bjarke Thomsen, Vadum, er godt med i opløbet.

Han har valgt sorten Visby.

- Nu kan vi jo ikke høste med øjnene, men Visby har en stor stængel og nogle store rødder, må Henrik Nielsen erkende.

 
De syv landmænd, der deltager i Agri Nords rapsdyst, er også i erfa-gruppe sammen. Sidst de var samlet var hos Henrik Nielsen. Han driver ejendommen Dalsgaard I/S i Nibe sammen med sin svigerfar Stig Andersen.

I år har de sået 75 hektar med raps ud af 425 hektar i alt. Sorten er Excalibur med 2,3 kilo udsæd på hektar. Rapsen er grubbesået fra den 20. til den 30. august og har fået omkring 90 kilo N pr. hektar i efteråret.

Henrik Nielsen har en parcel på fire hektar lige ned til Limfjorden. Den mark så tidligere ikke for godt ud.

- En flok svaner havde pillet marken helt af, fortæller han.

Heldigvis havde de store fugle ikke fået fat i hjerteskuddene, og man skal tæt på for at se skaderne i dag.

Forsøg med vækstregulering
- Svaner er et problem flere steder. Det er eksploderet, fortæller Flemming Floor Jensen, der er chefkonsulent for planteavl i Agri Nord.

For at komme problemet til livs bliver der til efteråret lavet forsøg med vækstregulering, så plantens hovedskud bliver nede i jorden om efteråret, oplyser han.

Læs også