Transportanlæg til tørresiloer

Virksomheden Tørfoderspecialisten har specialiseret sig i transportanlæg til hjemmeblandere af foder. Anlægget sammensættes i samarbejde med kendte leverandører.

Den nye 1000 tons tørresilo skinner om kap med solen hos svineproducent Holger Mikkelsen i Christiansfeld. Siloen er fra nordjyske Almas, der er blot en af flere leverandører og firmaer som virksomheden Tørfoderspecialisten, Give, samarbejder med på landsplan omkring transportfoderanlæg til især hjemmeblandere.

Almas importerer siloerne, hvor Tørfoderspecialisten har fået en forhandleraftale for den sydlige del af Jylland fra Århus og til grænsen.

- Hjemmeblanderne indenfor svin er vores primære gruppe, hvor vi leverer og installerer transportanlæg og blæserstyring til tørrestyring, forklarer indehaver af Tørfoderspecialisten, Jens Jørgen Schmidt, der mener der fremover vil være et stort potentiale for hjemmeblandere.

- Jeg tror at fremtiden byder på svineproducenter, der holder kornet hjemme, forklarer Jens Jørgen Schmidt.

Ikke mindst fordi investeringslysten er der, samtidig med, at han mener bytteforholdet mellem korn for færdigt foder taler til hjemmeblanderens fordel.

- Det er dyrt at bytte korn for færdigt foder, konstaterer Jens Jørgen Schmidt.

Anlægget omfatter foruden tørresilo en korngrav og et 40 tons transportanlæg, der leveres komplet, og er sammensat af komponenter fra kendte samarbejdspartnere og leverandører, der foruden Almas tæller Jema, Kongskilde og Søby.

Læs også