Landbruget køber traktorer igen

Traktorforhandlere får flere henvendelser fra landmænd der vil købe både nye og brugte traktorer.

Foråret har ramt traktormarkedet.

- Bunden er nået. Der er helt klart mere liv i markedet nu, end vi oplevede sidste år, lyder den aktuelle markedsvurdering fra New Holland-forhandleren Erik Hundahl, Thisted i Thy.  

En lignende positiv vurdering af markedet kommer fra Farmas i Farsø.  

- Vi sluttede 2010 helt forrygende af med et godt salg i november og december. Det ser ud til, at denne tendens fortsætter i år. For hele 2011 forventer vi en samlet omsætningsfremgang på 25 procent, siger salgschef hos Farmas i Farsø Jens Peter Jensen.

Flere investeringer
Den øgede optimisme fra landbrugets side bekræftes af Otto Freiesleben, LIB-formand og adm. dir. hos John Deere-importøren Nellemann Agro.

- Generelt mærker vi en øget interesse for nye investeringer. Vi får helt klart flere forespørgsler nu. Der er fornyet vilje til at investere, og vi forventer, at stigningen vil fortsætte i både 2011 og 2012, lyder vurderingen.

Det springende punkt er nu ifølge Otto Freiesleben, om finansieringsinstitutterne er klar til at gøre den øgede investeringslyst til virkelighed.

Læs også