LandboSyd bliver i flokken

Et enigt LandboSyd vælger at forblive medlem af Landbrug & Fødevarer. På et møde forleden blev det besluttet at arbejde for et stillet krav om et ekstraordinært delegeretmøde i L&F. Samtidig skal der arbejdes på en vedtægtsændring med urafstemning om større emner for at sikre medlemmerne større fremadrettet medindflydelse, oplyser foreningens formand Mogens Dall.

- Vi har valgt at arbejde konstruktivt og fremadrettet og forbliver som udgangspunkt medlem af Landbrug & Fødevarer, lyder meldingen fra formand for LandboSyd, Mogens Dall, efter foreningen på et lukket møde med 200 deltagere fik diskuteret et forslag om mulig udmeldelse af L&F, som en gruppe medlemmer bestående af en gruppe produktionslandmænd stod bag.

Mogens Dall oplyser, at man nu vil forsøge at samle kræfterne og få opbakning til et ekstraordinært delegeretmøde omkring emnet. Ganske enkelt for at lægge pres på Landbrug & Fødevarer for at få mere faglig debat om husdyrloven og Grøn Vækst.

- Vi er ikke enige med L&F om alt, men når det er sagt skal vi ikke bekæmpe holdninger. Man opnår jo ingenting ved at sidde i hjørnet med korslagte arme og være sur, konstaterer Mogens Dall, der lægger op til en debat mellem landbrugets eksperter og DMU omkring grøn vækst.

Han understreger samtidig, at man stadig venter på fødevareminister Henrik Høeghs udvalg for vandplaner og vækst, hvor der både er plusser og minusser.

- Samtidig har vi diskuteret, hvordan vi fremadrettet kommer videre. Blandt andet vil vi arbejde på en vedtægtsændring, hvor vi spørger medlemmerne ved større emner via urafstemning. Det gør for at være mere fremadrettede og for at få styrket kommunikationen og få dialogen i gang i stedet, forklarer Mogens Dall.

Mogens Dall oplyser, at en initiativgruppe i LandboSyd mødes den 11. februar. Gruppen består af foruden Mogens Dall, blandt andet af den gruppe af medlemmer, der har ønsket udmeldelse af L&F.

Det kræver at 15 procent af Landbrug & Fødevarers 467 delegerede skriver under, svarende til 71 delegerede, for at det ekstraordinære delegeretmøde kan finde sted.

Læs også