Bondens Marked håber på endnu flere besøgende

I oktober i år havde arrangementet på Gisselfeld kloster det hidtil højeste antal fremmødte. 3.200 betalende gæster. Jette Højholdt Mikkelsen håber på, at tallet næste år kan komme op på 4.000.

På Gisselfeld kloster vil der den 18. og 19. juni 2011 forhåbentligt være flere end 50 stande på markedet.

Men det kan også blive for meget, fortæller Jette Højholdt Mikkelsen, som sammen med sin mand, Lars Peter Nielsen, er planlægger og arrangør. Jette Højholdt Mikkelsen håber at nå op på omkring 4.000 gæster næste år.

- Sådan et antal ville være ideelt. Ret mange flere besøgende ville gøre markedet upersonligt, og man kan ikke nå at skabe den gode kundekontakt eller få den gode historie med.

Men i 2011 er der alligevel planer om flere arrangementer i forsøget på at sætte fokus på gode lokale dagligvarer af høj kvalitet.

Flere aktiviteter
- Vi håber på at kunne få nogle flere aktiviteter i vores gårdbutik, blandt andet ved at have en stade eller to i selve butikken. På den måde kan vi tiltrække flere producenter og kunder. Vi taler også om at invitere en kendt kogekone eller mand herned og lave mad en dag.

Så kan man få inspiration til, hvad råvarerne også kan bruges til. Rundvisning er en tredje mulighed, så kunder og gæster kan se dyrene og blive klar over, hvad der sker i sådan en produktion. Vi forsøger at bygge broer i stedet for at grave grøfter. Både ved at være lokale og bæredygtige, men også ved at informere om gode, sunde råvarer.

Bondens Marked er et frit og uafhængigt marked for fødevarer og kunsthåndværk af høj kvalitet og egenproduktion.

Læs også