Kvoteprisen steg til 3 kroner

32 procent af de danske mælkeproducenter deltog i november-kvotebørsen, hvor prisen steg med 70 øre til 3,00-3,05 kroner pr. kilo kvote.

I forhold til de senest afholdte kvotebørser har der været meget større interesse for at deltage i den netop afholdte november-kvotebørs.

Ud af i alt 4.100 mælkeproducenter har 1.320 deltaget i novemberbørsen. Det svarer til 32 procent af de danske mælkeproducenter, oplyser Mælkeudvalget. Det er også nyt, at novemberbørsen tenderer mod balance mellem efterspørgsel og udbud efter mælkekvote. Sikkert fordi flere sælgere har budt på denne kvotebørs. Efterspørgslen har på de seneste kvotebørser været større end udbuddet.

- Tendensen er, at sælgerne på denne børs generelt har udbudt mindre mængder. Det vil sige, at de i forventning om en god pris har udbudt de »overskydende« kvotemængder, som ikke forventes udnyttet i indeværende kvoteår. Nogle af sælgerne har givetvis også fundet anledning til at styrke likviditeten, vurderer Mælkeudvalget.

Prisen på den netop overståede novemberbørs lander ifølge Mælkeudvalget på 3,00-3,05 kroner pr. kilo kvote ved en basisfedtprocent på 4,36 procent

Det er en stigning på 70 øre – svarende til 30 procent - i forhold til augustbørsen, hvor prisen var 2,30 kroner pr. kilo.

Sidste mulighed
Landekvoten er overskredet med 30,6 millioner kilo ifølge den seneste opgørelse fra den 31. oktober, og der er udsigt til, at mange producenter skal betale overskudsafgift på 2,07 kroner pr. kilo.

- For køberne har overvejelserne derfor gået på, om produktionen skal tilpasses bedriftens kvote, eller om der skulle købes kvote for at undgå eller reducere overskudsafgiften, lyder analysen fra Mælkeudvalget.

Novemberbørsen var sidste mulighed for at købe kvote, der kan produceres på i indeværende kvoteår, der udløber den 31. marts 2011.

I alt blev der omsat 62,1 millioner kilo på novemberbørsen.

Aktuelt er der en frimængde blandt landets mælkeproducenter på 123 millioner kilo mælk. Det svarer til, at den enkelte producent kan overskride sin kvote med 13,1 procent uden afgift. Frimængden vil formentlig blive reduceret nu, mener Mælkeudvalget.

Læs også