Egentlig skulle der mindst tre målemetoder til for at beslutte, om vandet i de kystnære farvande, fjorde og vandløb har den gode økologiske kvalitet, som det kræves ifølge EU's vandrammedirektiv.

Der skulle måles på både fytoplankton, ålegræsser og hvirvelløse dyr. Men det eneste redskab, der er klart, er ålegræsværktøjet. Derfor er det det eneste, der er benyttet.

Derfor har ålegræsværktøjet fået så stor betydning. Og derfor holdt Nordjysk Landbrug en konference om emnet. Den blev afholdt på den idyllisk beliggende Limfjords-ø Egholm, på Egholm Vestergaard.

Og spændende blev det, fordi både forskere, politikere, konsulenter og landmænd var samlet. Og det i en overskuelig gruppe, der gjorde debatten uhyre intens.

- Ålegræs kræver klart vand for at trives, fortalte dagens første indlægsholder seniorforsker Dorte Krause-Jensen, Danmarks Miljø Undersøgelser, DMU, Århus Universitet.

Hun fortalte om ålegræssets historie og udbredelse fra det omkring 1900 fyldte 6.726 kvadratkilometer og gik næsten seks meter ud i Limfjorden til 1930’erne, hvor det var næsten helt forsvundet og til i dag, hvor det har meget begrænset udbredelse.

- 35 procent af hele verdens havgræsareal er forsvundet siden 1980, tilføjede hun.

Men det er tiden omkring 1900, der er valgt til referenceperiode for, hvordan situationen skal være i dag. Og god økologisk tilstand er defineret som værende 74 procent af arealet fra dengang.

Manglende sammenhæng
Forskningsprofessor Jacob Carstensen, DMU, Århus Universitet, understregede, at man ikke kunne finde en generel sammenhæng mellem faldet i kvælstof på 47 procent og faldet i fosfor på 64 procent og udbredelsen af ålegræs, men at der enkelte steder i landet er sket en forbedring som følge af lavere koncentrationer af kvælstof. Det gælder blandt andet i Køge Bugt. Kvælstoffets sammensætning har samtidig en stor betydning for hvor meget lys, som når til ålegræsset.

- Den del af kvælstoffet, der er reduceret, har ikke betydning for lys, sagde han.

Begge DMU-forskere understregede, at der er mere liv og større produktion af for eksempel yngel i vandet, når der er ålegræs. Derfor er ålegræs en vigtig indikator for den økologiske tilstand.

Det er innovationschef i DHI Flemming Møhlenberg ikke uenig i. Men han understregede, at når temperaturen går op, går ålegræsset ned. Årene omkring 1900 var karakteriseret af kolde somre, mens 30’erne havde haft varme somre, ligesom man har i dag. Samtidig påpegede han, at temperaturen i Køge Bugt er lavere end andre steder i landet.

- To grader betyder en 20 procents ændring af ålegræssets dybdegrænse. Forskellen på referenceperioden og nutiden er en 2,5 grads forskel. Det forklarer forskellen i udbredelse, sagde han og foreslog, at man kunne importere ålegræstyper, der kan tåle højere temperaturer, og så spurgte han:

- Skal landbruget betale for klimaeffekten? For jo varmere klima, jo større sigtbarhed er nødvendigt.

Det spørgsmål ville Dorte-Krause-Jensen og Jacob Carstensen ikke svare på. Deres opgave er at forske ikke at lave politik, understregede de. Og Jacob Carstensen tilføjede:

- Der er en kausal sammenhæng mellem kvælstof og ålegræs, men der er mange andre ting, der skal tages med i betragtning. Disse begrænsninger har DMU beskrevet i en række rapporter og videnskabelige afhandlinger, som også beskriver, hvor, hvordan og hvornår, man kan anvende ålegræsset som indikator for miljøkvalitet. Derfor er der væsentlige begrænsninger i det værktøj, der er anvendt.

Hvordan fastlægges behov
Det gav anledning til juridiske betragtninger fra forskningsassistent Lasse Baaner, Fødevareøkonomisk Institut, KU Life og forsker Trine Balskilde Stoltenberg, Juridisk Institut, Århus Universitet.

- Ålegræsværktøjet bruges jo til at fastlægge behovet for indsats, fastslog de, og Lasse Baaner understregede, at beslutningen om referenceperiode havde ligget hos forskerne, hvor den måske egentlig burde have ligget hos politikerne.

- Juridisk set er der ikke noget i vejen for at sætte et uopnåeligt mål op. Men med proportionalitetsprincippet skal man også se på hvor mange samfundsmæssige ressourcer, der skal sættes af.

Og det store spørgsmål var så:

Hvordan er det kommet så vidt, at man har sat så dyre og ensidige planer i gang på så problematisk et grundlag?

Tænk nyt
Her kom specialkonsulent Flemming Gertz, Videncenter for Landbrug, med flere bud. Og gav blandt andet skylden på et selvtilstrækkeligt miljøministerium, der ikke havde lyttet og som kendte mere til recipienten end til landbruget, samtidig med der aldrig var regnet på konsekvenserne. Han understregede, at det er umuligt at nå de fastsatte 19.000 ton kvælstofreduktion på den afsatte tid.

- Posen med generelle virkemidler er brugt op i de foregående vandmiljøplaner, hvor kvælstoffet er reduceret betragteligt. Men vandplanerne er anderledes, og her må tænkes nyt, understregede han og nævnte i flæng stenrev, drænfiltre, energiafgrøder, vådområder for også derigennem at se på kvælstofækvivalenter.

Tilbage stod et noget gennemhullet ålegræsværktøj, som allerede har stor indflydelse. Men også en glæde over at man nu endelig er begyndt at debattere forudsætningerne for de store beslutninger, der ligger i vandplanerne.