- Det er da en positiv overraskelse!

Glæden var ikke til at skjule, da Effektivt Landbrug i går eftermiddags præsenterede Ole Jespersen i Glud ved Juelsminde for nyheden om, at Arla hæver mælkeprisen med 7,5 øre pr. kg med virkning fra i dag, den 1. oktober.

- Det er hårdt tiltrængt i kvægbruget, så derfor er naturligvis rigtigt glædeligt, lød det fra mælkeproducenten, der er formand for kvægbrugsudvalget i LRØ og har 150 køer i stalden. Derfor svarer det for ham til 100.000 kroner ekstra for mælken på årsplan.

- Vi har været spændt på, men den opadgående tendens kunne holde, efter en lidt tvetydig tendens hen over sommeren. Derfor har vi ikke kunne taget for givet, at mælken vitterligt ville stige.

- Og, tilføjer Ole Jespersen, vi kan så også have et svagt håb om, at tendensen yderligere kan fortsætte.

Indstilling til bestyrelsen
Arla gør dog opmærksom på, at stigningen, indtil bestyrelsen giver grønt lys ved dens møde på tirsdag, »kun« er en indstilling fra ledelsen, efter udsigterne til et godt resultat for fjerde kvartal.

- Det er godt nyt her og nu, at der er luft til at hæve prisen for fjerde gang i år, samtidig med at vi holder fast i vores mål om et årsresultat på 1,2 milliarder kroner, lyder det fra Arla's koncerndirektør Peter Tuborgh.

Arla's notering for mælk var i september på 285,7 øre pr. konventionel mælk.