Roekampagnen i gang

Mens jyderne går til majsmøder og kun glimtvis længes tilbage til dengang, hovedbestanddelen i foderrationen bestod af snittede fodersukkerroer, er der præmierefeber på Sydhavsøerne, hvor roekampagnen begyndte i går.

Selv om enkelte jyske mælkeproducenter stadig eller på ny sværger til fodersukkerroer som grovfoderemne, er det ikke et tema i disse dage i Vestdanmark. Her er der stilhed, før majssnitningen skydes i gang. Derfor bruges tiden på at studere majssorter til den kommende sæson.

På Sydsjælland og Lolland-Falster var der i går præmierestemning. Onsdag blev de første 8.000 ton sukkerroer leveret på sukkerbrikken i Nykøbing, og i går rullede traktorer og lastvogne ind på pladsen med yderligere 12.000 ton.

Fra midt på eftermiddagen begyndte den hvide damp fra sukkerfabrikkens skorsten i Nykøbing at præge byens profil. Og sådan ønsker både sukkerroedyrkerne og sukkerfabrikken det skal se uden afbrydelse indtil engang i januar måned.

Frygter urenheder
Ved redaktionens slutning var der endnu ikke fremkommet tal for renhedsprocenter og sukkerprocenter, men roechef Steen Bisgaard, Nordic Sugar, sætter ikke ambitionerne for højt.

- Den seneste prøveoptagning viste en lavere sukkerprocent end sidste år. Nemlig kun omkring 16 procent, siger han.

For roechefen bevæger nervøsiteten ved kampagnestarten sig i retning af de mere abnorme urenheder, der kan følge med roerne ind og skabe vanskeligheder.

- Alt fra halmballer til træstykker kan være meget generende for produktionen, siger han, og peger på en lille detalje, der er indført fra i år.

- Vi har opstillet skraldespande på hele området, så chauffører og medarbejdere til enhver tid kan komme af med en coladåse. Disse emballager må ikke ende blandt roerne, fordi det tynde metal kan gøre stor skade på kreaturerne, hvis små ituklippede stumper herfra ender i roepulpen, der jo ender som kreaturfoder, påpeger han.

Læs også