Avisens kendte stemme

JUBILÆUM: Den 1. september er det 25 år siden, Bettina Ravn, tog telefonen for første gang på Landbrug FYN's redaktion i Langeskov.

- Landbrug FYN, goddag – det er Bettina!

De fynske maskinhandlere, grovvarefolk og avisens øvrige kunder kender alle avisens altid venlige stemme, når de ringer for at indrykke en annonce, få styr på en korrektur eller har et helt andet ærinde.

I 25 år har Bettina Ravn Hansen været avisens frontfigur, og gennem de mange telefonsamtaler, kundebesøg eller visitter på dyrskuerne værdsat hendes unikke form for kundeservice.

Og rent faktisk er kundeservice over for netop landbruget og landbrugsbranchen et gen, hun er født med – som datter af Alice og Palle Ravn, der i mange år arbejdede hos DLAM i Ullerslev, og derfor også gav datteren en tjans, når der var travlhed med betjening på den daværende store andelsvirksomheds dyrskuestande rundt om i landet.

Starte bogholderi
Som bekendt grundlagde faderen Landbrug FYN i 1980, og fem år efter – helt præcist den 1. september 1985 - fik Bettina også her en tjans. Det var dog som fuldtidsansat medarbejder i den daværende lille redaktion, som foruden Palle Ravn talte virksomhedens nuværende to ejere.

Forinden havde hun overstået læretiden på Maskinfabrikken Taarup A/S i Kerteminde, og her suget endnu mere viden om grønthøstere, skårlæggere og andre begreber indenfor landbruget til sig.

Opgaven i faderens virksomhed i Langeskov var i første omgang at bygge et eget bogholderi op, efter al fakturering og bogholderi i de første fem år var blevet udført ude »i byen«.

Det var en meget spændende opgave, husker hun. Men det var det også at tage telefonen, tage imod annoncer, igen at være med på dyrskuer, skrive ugens mødekalender til avisen, registrere billeder til fotoarkivet osv. osv.

Omkonvertering
Også efter faderens død, og Per Jørgensen og Erik Hansens overtagelse af den voksende bladvirksomhed i 1993, fortsatte Bettina Ravn med at have ansvaret for fakturering og bogholderi. Det var først omkring årtusindeskiftet, hvor Effektivt Landbrug kom ind på redaktionen i Langeskov, at hun »konverterede« helt om til at være mediekonsulent i den udvidede salgsafdeling.

- Det er hver dag en spændende udfordring med den gennemgribende udvikling, virksomheden har været igennem. Men ikke mindst er det herligt at have med så mange gode kunder at gøre. Det nyder jeg.

Men også samværet med kollegerne sætter den 46-årige jubilar meget højt.

- Vi har det rigtigt hyggeligt sammen, også uden for arbejdstiden, hvor især vi piger jævnligt mødes.

Løbetur i Kerteminde
Senest var Bettina Ravn blandt de 15 medarbejdere, som udgjorde Landbrug FYN's tre hold ved DHL-stafetten i Odense. I Kerteminde, hvor hun bor sammen med ægtemanden Ole, kan man nemlig ofte om morgenen møde hende på løbetur langs havnen, inden turen går til annonceafdelingen i Langeskov.

Parret har to børn, Maria på 19 og Jesper på 24, og indtil for nylig også to elskede, bassethunde. Og mon ikke nye hunde en dag igen indtager huset i Andekæret, for dertil er Bettinas forkærlighed for dyr for stor.

- Hvis jeg skulle vælge et andet erhverv, skulle det være noget med dyr. For eksempel at passe grise eller måske kalve, lyder det fra Landbrug FYN's telefonstemme.

Bettina Ravn fejrer sit jubilæum onsdag den 1. september sammen med kollegerne i virksomheden.

  

   

Læs også