VELBESØGT: Fynske Fåreavleres årlige fåredag på Vestfyns Hjemstavnsgård havde flere end 1000 besøgende.
Selv om vejret var lidt fugtigt om morgenen, bedrede det sig op ad formiddagen og blev helt ideelt til afholdelse af foreningen Fynske Fåreavleres traditionsrige årlige fåredag på Vestfyns Hjemstavnsgård i Gummerup ved Glamsbjerg.
Vejrgudernes »medvind« kom da også til udtryk i et flot besøgstal. Ifølge Fynske Fåreavleres formand, Benny Larsen, Blommenslyst, blev Fåredag 2010 besøgt af ikke færre end 750 betalende gæster. Desuden et stort antal børn og unge under 18 år, der kom gratis ind, og som forsigtigt anslået bringer besøgstallet et godt stykke op over de 1000. Når der til lægges udstillere og medhjælpere, er det ikke underligt, at der dagen igennem var trængsel omkring det vestfynske hjemstavnsmuseum, som i omkring et kvart århundrede har dannet en smuk ramme om den årlige fynske fåredag.
Alsidigt program
Fåredagens program bød blandt andet på demonstration af maskinklipning af får, partering af lam, hyrdehunde i arbejde, fremvisning og karakteristik af de udstillede otte fåre- og tre gederacer, grillstegning, lodtrækninger, børnekonkurrencer, modeopvisning og auktion.
Af andre aktiviteter kan nævnes filtning for børn og voksne, arbejdende uldtelt med årets tema »Lådne laster«, udstilling af får og geder, klappedyr samt mulighed for at få stillet sult og tørst ved forskellige grill'er og i Hjemstavnsgårdens kaffestue.
Den fynske fåredag har en mangeårig tradition for at vise hyrdehunde i arbejde. Hidtil har det været hunde af racen Border Collie, der har vist deres kunnen i folden ved Vestfyns Hjemstavnsgård, men i år var opvisningen med Australsk Cattledog.
Denne hyrdehunderace, som der her i landet kun er ca. 135 eksemplarer af, er, som navnet antyder, oprindelig brugt til kvæg. Men hanhunden Carro og dens opdrætter og ejer, Jesper Sørensen, Lunde, viste, at en Cattledog også har let ved at »tumle« en flok får.
- En Border Collie arbejder som regel lidt mere på afstand af fårene, hvorimod en Cattledog går tæt på, fortæller Jesper Sørensen. Han havde til demonstrationen medbragt en lille flok på fem får, som blev lukket ud af deres indhegning, hvorefter Carro, styret af diskrete fløjtesignaler, mønstrede fårene rundt i folden for til slut at genne dem ind i den lille indhegning igen.
En af verdens bedste
Carro er i øvrigt ikke bare en »hr. hvem som helst«. Tværtimod er han en af verdens bedste i sin race. Således var Jesper Sørensen og Carro for et år siden i USA, hvor Carro som den første »europæer« deltog i American National Speciality - en hyrdehunde-konkurrence med deltagelse af 7-800 Cattledogs.
Her tog Carro bogstaveligt talt USA med storm, idet han opnåede to førstepladser, to andenpladser, to gange dagens højeste pointscore, to gange dagens næsthøjeste pointscore samt fire kvalificeringer.
Jesper Sørensen der avler på racen Australsk Cattledog, har for nylig på tæven Chilli fået det første kuld hvalpe, hvoraf en var med til fåredagen.