Grise uden krise

FAGLIGT MØDE: Patriotisk Selskab indkalder svineproducenter til det årlige møde for at fortælle, hvordan man klarer skærene og optimerer sin bedrift i en krisetid.

Patriotisk Selskab holder temamøde om dagens svineproduktion tirsdag den 11. maj med titlen »Grise uden krise«.

Hensigten med mødet er at gøre opmærksom på, hvad man kan gøre for at forbedre bundlinjeresultaterne trods krisen.

- For at kunne skabe de bedste resultater i en presset situation er det vigtigt at have fokus på optimering, lyder det blandt andet fra Patriotisk Selskab forud for mødet, hvor man har valgt især at lægge fokus på de områder, som man selv har indflydelse på.

Som sagt, så gjort:

- Mødet indledes med et indlæg fra svineafdelingen, hvor man under overskriften »driftsoptimering« får opskriften på, hvordan man med mindst mulig indsats får den størst mulige effekt, fortæller en af mødearrangørerne, seniorkonsulent Tommy Bjerregaard, Patriotisk Selskab.

Nå 35 grise pr. årsso
Tommy Bjerregaard oplyser endvidere, at svinefagdyrlæge Kristian Viekilde, Porcus Svinefagdyrlæger og Agronomer, vil bidrage med viden om, hvordan man når 35 grise pr. årsso.

Men også Grøn Vækst vil der blive orienteret om på dagen.

- Vi hører nok om det negative i ordningen, så derfor har vi valgt at lægge vægt på de få positive ting, der er i ordningen, fortæller Tommy Bjerregaard og oplyser, at der også vil blive informeret om de meget omtalte vand og naturplaner samt biogas.

- Vi vil blandt andet fortælle noget om, hvad der kan være barriererne ved etablering og drift af biogasanlæg, så som selve teknologien, og om det vil være hensigtsmæssigt at have sit eget anlæg, eller man skal gå flere sammen, fortæller konsulenten.

Desuden vil der blive givet en opdatering på, hvad der rører sig indenfor miljøgodkendelsesområdet og BAT (Best Available Tecnology), og der vil blandt andet blive givet en status på sagspuklerne.

Noteringen måske på vej op
Senere på eftermiddagen vil Tommy Bjerregaard fortælle om resultaterne fra virksomhedsanalyserne 2009, samt forventningerne til 2010 og 2011.

- 2011 bliver bedre end 2009. Det er der ingen tvivl om. 2011 skal blive bedre end 2009, pointerer han. Vi forventer også, at 2010 bliver bedre end 2009.

- Vi er lidt bagud i forhold til den seneste prognose, men vi skal nok indhente den, så jeg er overbevist om, at den seneste prognose nok skal komme til at holde, påpeger Tommy Bjerregaard.

Muligheder i vækstpakken
Et væsentligt punkt på mødet den 11. maj vil også være den nye vækstpakke til landbruget.

- Der er mange svineproducenter, der står og skal investere i 3, 4, 5 eller måske 6 millioner kroner for at kunne blive klar til 2013, men de mange står i det dilemma, at de ikke kan låne én krone i banken, påpeger Tommy Bjerregaard.

Han oplyser, at statens såkaldte »vækstkaution« måske kan blive en løsning her.

Et godt samarbejde med banken
I kølvandet på vækstpakken vil økonomikonsulent Monika Frick, Patriotisk Selskab, fortælle, hvordan man anvender driftsanalyse som et værktøj, og hvordan man agerer overfor banken til møder og i forbindelse med budgetter etc.

Efterfølgende vil svineproducent og formand for husdyrbrugsudvalget Søren Bonde give sit bud på fremtiden for danske eksport af smågrise, blandt andet til Tyskland.

Han vil blive efterfulgt af Torben Lunding Madsen, Nordea, der vil fortælle om, hvad banken lægger vægt på i det månedlige samarbejde og omkring budgetter etc.

Afslutningsvis vil Jakob Rasmussen, med baggrund i forsvaret, fortælle om ledelse i krisetid.

Mødet vil foregå i Patriotisk Selskabs egne lokaler på Ørbækvej 276, Odense SØ, tirsdag den 11. maj i tidsrummet klokken 13.15 til 18.30, hvorefter der afsluttes med aftensmad.

Tilmelding skal ske senest fredag den 7. maj til Patriotisk Selskab.

Læs også