Ordfører: Vandplanerne er makværk

Venstres nye fødevareordfører, Erling Bonnesen, vil arbejde for at udskyde de - set med landbrugets øjne - meget upopulære vandplaner.

- Vandplanerne, som de ligger på bordet på nuværende tidspunkt, det er ren makværk.

Så kontant lyder udmeldingen nu fra Venstres nye fødevareordfører, Erling Bonnesen til Effektivt Landbrug.

Han fortæller, at han vil arbejde for at skabe mere lige konkurrencevilkår for de danske landmænd i sammenligning med de europæiske kolleger. Det skal blandt andet ske ved at udskyde vandplanerne, som det sker i det øvrige EU, og dermed målsætningen fra Grøn Vækst om at nå en reduktion på 19.000 ton kvælstof i Danmark inden 2015.

- Det nærmer sig det rene tossegodhed, hvis man her i Danmark implementerer dem straks, og dermed påfører vores eget landbrugserhverv en unfair konkurrence fra starten, lyder det fra Erling Bonnesen.

Fødevareordføreren fortæller, at der er brug for en mere konstruktiv tilgang til vandplanerne. Han fortæller, at han derfor nu vil gå ind at undersøge hvilke muligheder, der er for at få en indfasning af nogle regler, der flugter med, hvad man for eksempel har i Tyskland.

- Selvfølgelig skal vi passe på vores miljø, og det har jeg da også hørt fra de mange landmænd og organisationer, at man er interesseret i, men vi skal altså bare have gjort det i en takt, så man kan nå det, siger Erling Bonnesen, også påpeger, at 2015 er meget tæt på, hvis man skal nå målet.

Præsenteret af en Venstre-minister
Vandplanerne, der nu får skarp kritik fra Venstres egen fødevareordfører, blev ellers præsenteret af en Venstre-minister, daværende miljøminister Troels Lund Poulsen i januar. Erling Bonnesen finder dog en ting meget vigtigt at understrege.

- De vandplaner der kom der, dem har jeg ikke som politiker ikke været med til at behandle. Det er meget vigtigt at understrege, at de slet ikke har været politisk behandlet, lyder det fra Erling Bonnesen.

Internt i Venstres folketingsgruppe er vandplanerne nu i debatfasen efter den tekniske høring er overstået. Herefter skal de ud i offentlig høring.

- Som Venstres nye fødevareordfører, så vil jeg gerne slå en ting fast, og det fremgår også af den debat, som vi har haft i folketingsgruppen, vi tager landbrugets aktuelle krise meget meget alvorligt, lyder det fra Erling Bonnesen, som altså afløste den nuværende fødevareminister Henrik Høegh på posten som fødevareordfører for et par uger siden.

Han henviser til, at landbruget og dets følgevirksomheder beskæftiger 150.000 personer, og dem skal der arbejdes for.

Kvitterer med arbejdspladser
På trods af sin skarpe holdning mod de nuværende vandplaner, så tør og kan Venstres fødevareordfører dog ikke her og nu garantere, at vandplanerne, som de ligger nu også ender med at blive sat på timeout.

- Det vil være rent gætværk, hvis jeg gør det. Arbejdet er i fuld gang nu. Men det vigtige er, at vi skal give landbruget lige konkurrencevilkår. Så er jeg også sikker på, at landbruget nok skal kvittere med at levere både velfærd og arbejdspladser til samfundet, sådan som man har gjort i rigtig mange år, lyder det.

Læs også