Kornet bliver næppe billigere

Desværre er det ikke alle, der får lov af deres banker til at købe nu, lyder det fra økonomikonsulent.

Det er nu, der skal købes korn ind til resten af året, lyder rådet i dagens markedskommentar fra Palle Jakobsen, Agrocom, der i dag har fokus på indkøb af foder. Det bliver nemlig næppe meget billigere.

Og det er et fint råd, mener økonomikonsulent Line Hansen fra Østdansk Landbrugsrådgivning.

Palle Jakobsen råder nemlig til, at man bør dække sig af i resten af dette høstår. Ikke fordi kornet står overfor en markant optur, men hvis der ikke er gevinster i udsigt i form af prisfald, hvorfor så have risikoen på et udækket behov, spørger han.

- Rådet fejler ikke noget, men det er jo desværre ikke alle der får lov til det. Mange har jo spændt kreditbuen så stramt, at de tværtimod af pengeinstitutterne har fået besked på, at de ikke må købe det. Den likviditet må de vente med at bruge til næste budgetår, får de at vide, siger Line Hansen.

Hun fortæller, at de landmænd der har mulighed for at købe korn ind, allerede har gjort det.

Ikke smart af bankerne
Samtidig ved Line Hansen, at der flere steder er blevet kæmpet for at man kan få lov til at købe kornet nu, men når likviditeten ikke har været, som den skulle være, eller prognosen ikke har holdt, så er der lige pludselig ikke de kroner at gøre med, som der skal til.

- Her har bankerne valgt, at der skal skæres et sted, og her går det altså ud over kornkøb. Det synes jeg faktisk er meget usmart fra deres side. Det er da ikke meget strategi over. Et eller andet sted så må det alt andet lige være nemmest og billigst at købe det i høst, lyder det fra Line Hansen. 

Ifølge Palle Jacobsen vil billedet på kornmarkedet ændre sig radikalt i 2010.

Læs også