Flere sjællandske producenter blev præmieret, da Politiken Økologisk Guld blev delt ud.
- Man skulle være får på Knuthenlund, hvor markerne er plantet til med urter. Sådan sagde stjernekokken Rasmus Kofoed, da han overrakte prisen som bedste mejeriprodukt. Prisen blev givet til Knuthenlunds Fåresødmælk.
- De økologiske vinderprodukter er ikke »kun« en økologisk udgave af et produkt - det er helt unikke produkter. Netop de nyskabende, unikke produkter ser jeg som nøglen til, at økologien vokser sig endnu stærkere, sagde Adam Price, der udover at være vært, også var en del af dommerpanelet.
Is og pølser
Cirka 1.000 mennesker lagde vejen forbi »Pressen«, hvor de 24 økologiske produkter blev præsenteret.
Slagtergården i Holbæk var nomineret med deres Bornholmske Ristepølse, som blev kåret som nummer to i læsernes konkurrence.
Skee Ismejeri vandt Politikens særligt hædrende omtale for et godt initiativ med deres energitætte is.
- Der er masser af vanilje i isen, og det er et godt kvalitetsprodukt. Godt initiativ og høj nyhedsværdi, sagde dommerpanelet om isen.
Skee Ismejeri har udviklet en is rettet mod personer med særlige behov. Isen indeholder næsten tre gange så meget fedt og protein som mejeriets almindelige is, og den skal ses som et behageligt og velsmagende alternativ til de proteindrikke, der blandt andet servers på hospitalet.
Der er tænkt på alle detaljer i udviklingen af denne is. Isen er udviklet i et samarbejde med Viffos (Nationalt videncenter for fødevarer og sundhed), hvor kulinarisk madkvalitet på sygehusene har været i fokus.
- Når maden smager bedre, får folk lyst til at spise mere, og så er der samtidig god videnskabelig evidens for, at de også bliver hurtigere raske. Derfor er det vigtigt at koncentrere sig om smagen og den kulinariske kvalitet. At få folk til at spise mere er alfa og omega i et behandlingsforløb. Derfor har denne type produkter en stor berettigelse, udtaler Gitte Gross, leder af Viffos.