Arla tror ikke på svensk succeshistorie

Svenske Milkos mælkeproducenter kan se frem til at få del i 3,6 mio. kroner ekstra, efter at man i den seneste måned har kørt med en forhøjet pris på mælk med en krone. Arla tror ikke på de kan bruge samme model.

En overordentlig succes.

Sådan betegner Milkos formand Per Åsling, den seneste måned, hvor den svenske mejerikoncern har kørt med hævet pris på en liter mælk med en krone, og lader merprisen gå direkte tilbage til landmanden.

Prisstigningen er kommet i stand efter et såkaldt »mælkehåndtryk« og gælder den mælk, som Milko markedsfører rundt omkring i Sverige under forskellige varemærker som lokale mælke, så forbrugerne ved, at de køber mælk produceret i nærområdet.

Ordningen startede 7. september og frem til udgangen af september har Milko solgt 5 mio. liter af denne mælk, hvilket jo så giver 5 mio. svenske kroner, godt 3,6 mio. danske kroner, ekstra til de 728 konventionelle mælkeproducenter i Milko. Pengene får producenterne, der ligesom i resten af Europa er hårdt presset af den økonomiske krise, på mandag. Rundt regnet giver det 17 øre mere pr. kilo til afregningsprisen.

- Mælkehåndtrykket er et unikt samarbejde med det svenske marked for mejeriprodukter mellem landmænd og landets forhandlere. Men det er vores kunder, som primært har gjort succesen mulig, og vi derfor skylder en stor tak, siger Milkos’ formand Per Åsling.

Tror ikke på model
Men hvor succesen er til tage at føle på for Milko og dens mælkeproducenter, så skal man umiddelbart ikke forvente, at Arla vil kopiere modellen, og danske mælkeproducenter dermed også skulle kunne komme til at nyde godt af en lignende prisstigning på mælk i supermarkederne. Det fortæller Arlas koncerndirektør, Hans-Åke Hammerström.

- Idéen bygger jo på, at man kan holde et regionalt marked uden konkurrence, og man stoler på sine egne forbrugere, men den vinkel ser vi ikke rigtigt på i Arla, Men selvfølgelig så følger vi i Arla med i det her med stor interesse, siger han.

Hans-Åke Hammerström tvivler dog på om forbrugerne reelt set er så loyale, og parat til at betale mere for mælken, som Milko får det til at fremstå som om.

Før Milko lavede prisstigningen, lancerede de en undersøgelse, der sagde, at ni ud af ti forbrugere er parate til at betale mere for mælken, hvis de har sikkerhed for at pengene går direkte til producenten.

- Det der er meget interessant ved det her, det er om forbrugerne er så loyale, som man siger. Det er jo sådan, at når man spørger en forbruger, så vil de en ting i deres hjerte, men så når man står i butikken, og man har en finanskrise, og man er usikker på sin løn, så handler man efter hvad man har i pungen, siger Hans-Åke Hammerström.

 

Læs også