Din kloak skal også fremtidssikres

RÅD: Teknologisk Institut har forsynet flere kommuner med kloakvejledninger til husejere.

Der er meget, du selv kan gøre. Sådan lyder budskabet fra Teknologisk Instituts Rørcenter til alle husejere på landet og i byerne. Baggrunden er et storstilet projekt, som Rørcentret allerede i 2005 satte i gang på grund af de både nutidige og fremtidige udsigter til ændringer i klimaet. Og Danmark har de seneste år været ramt af voldsomme regnskyl med oversvømmede kældre, marker og veje til følge.

Rørscentrets projekt er nu afsluttet, og det er der blandt andet kommet en række foldere med information og gode råd til husejerne ud af om, hvordan de på bedst mulig vis undgår våde fødder i deres bolig.

Folderne er produceret til kommunerne, og hvis ikke din kommune allerede har dem liggende, kan de findes på Teknologisk Instituts hjemmeside. I dem kan du blive klogere på, hvordan kloakken under dit hus egentlig fungerer, og hvor skillelinjen mellem din private kloak og kommunens kloaksystem ligger. Der er også vejledninger i, hvordan du mindsker din egen regnvandsbelastning på kloaksystemerne. Der er ligeledes nyttige fif til, hvordan du undgår vand i kælderen, når en hidsig byge lægger vejen forbi. Og i din have er der også et udmærket værktøj til at få vandet hurtigt væk fra tag og tagrender.

Læs også