BRAND: Fem måneder tager byggeriet af stald til 48.000 høns - syv måneder tog papirarbejdet omkring nedbrændte stalde ved Kolding.
- Det var en ubehagelig periode. Pludselig skete der intet her på gården, så januar og februar var ikke rare måneder for os at komme igennem.
Sådan lyder det fra Resi og Peter Møller Jensen, da vi sidder i stuehuset i det naturskønne område i Drejens ved Kolding med udsigt over fjorden og taler om perioden fra 18. december i fjor og frem til nu.
- Havde vi kunnet forberede os på, at der ikke skete noget, så ville det have noget andet, men næsten fra dag til dag var der stille, så det var først, da vi skulle i markerne, at vi for alvor kom over det.
Folk, der er på vej mod pensionen, kan forberede sig lidt på det, men det kunne parret på Drejensvej 31 ikke. Brande er ikke noget, der plottes ind i en kalender - det kommer som tyv om natten, og det var netop, hvad der skete på gården - de to stalde med i alt 48.000 hønsbrændte.
14,6 millioner æg
Parret har ingen planer om at gå på pension - tværtimod. De glæder sig til igen at få gang i ægproduktionen - produktionen af omkring 40.000 æg hver eneste dag eller 14,6 millioner æg på årsplan.
Ved Landbrug Syds besøg var der stadig stille på gården, men det varede kun få dage mere - så kom entreprenørmaskinerne for at tage fat på jordarbejdet til den nye stald, der allerede om fire uger er klar til rejsegilde, og omkring 1. marts er æggene på vej.
- Det er pudsigt at se, at papirarbejdet har taget syv måneder, mens selve byggeriet kun vil tage fem måneder, noterer Peter Møller Jensen, der fortæller, at det er det eneste hønseri, der er brændt her i landet.
Selvom det har taget, erkender han samtidig, at der reelt er tale om en rimelig hurtig sagsbehandling. Han roser miljøafdelingen i Kolding Kommune, for han har andre steder hørt om en sagsbehandling, der har været noget længere, men ventetiden er altid lang.
El-fejl
18. december 2008 er en dato, familien ikke glemmer foreløbig. Det var den aften, hvor det brændte i de to stalde. 19 års produktion stoppede brat, da ilden hærgede stalden og kostede 48.000 høns livet.
Uvisheden stor - hvad skulle der ske. I starten var der ingen, der ville sige noget som helst, og det var først i februar, at det lå fast, at bygningerne skulle jævnes med jorden og erstattes af nyt. Ifølge Peter Møller Jensen var bygningerne skadet mere end 70 procent.
Det var også en lettelse, da brandårsagen var fundet.
- Det var en samlemuffe i ventilationen, der ikke var spændt ordentligt fast, fortæller Peter Møller Jensen.
Sådan har det været siden monteringen tilbage i 2002, men pludselig var den skyld i en omfattende brand i de to stalde på hver 15,5 x 90 meter.
Høns i seks etager
Erstatningen fra brandforsikringen var dermed på plads, og evt. tanker om at flytte produktionen til et andet sted blev hurtigt skrinlagt. Så ville det have taget mindst et par år, inden der igen kunne komme gang i ægproduktionen.
- Vi har nu skullet få mest muligt for pengene, og jeg er stort set tilfreds med det byggeri, der kommer, siger ægproducenten, der gerne havde set lidt ændringer, men det kunne ikke umiddelbart forenes med lovgivningen.
Byggeriet graves nu lidt ned, så hønsene kommer til at gå i bure i 2 x 3 etager. Dermed bygges der kun en stald, som kun er lidt større end en af de nedbrændte bygninger, men den bliver så højere.
- Inventaret i de brændte bygninger var fra 2002 og skulle være skiftet senest i 2012, men der sker så allerede nu, fortæller Peter Møller Jensen om de nye bure, der giver bedre forhold til hønsene.