EU: Kun en enkelt repræsentant fra det danske landbrug var til mandagens store landbrugsdemonstration i Luxembourg, hvor frustrationerne over afregningspriserne i hele Europa fik frit løb.
Det gjorde et stort indtryk på Niels Pedersen Quist, Vodskov, da han som repræsentant for Landbrug og Fødevarer deltog i mandagens landbrugsdemonstration i Luxembourg, at det er de samme problemer landmændene har i hele EU.
- Ligegyldig hvor i Europa landmanden har hjemme, og ligegyldig hvordan jordpriserne er, så er problemerne de samme: for lave priser i forhold til udgifterne, bureaukrati og manglende politisk forståelse, siger Niels Pedersen Quist.
Og det var netop de forhold demonstrationen, der var arrangeret af COPA- Cogeca, de europæiske landmænds organisation, ville gøre opmærksom på, fortæller Pekka Pesonen, der er generalsekretær i organisationen.
- Fødevareproduktion er den største enkelt-økonomiske aktivitet i Europa, og den står overfor alvorlige problemer. Mælkesektoren i særdeleshed er i meget alvorlige problemer, og andre sektorer, fra svinekød til olivenolie og får og geder, lider også. Selvom årsagen til problemerne er forskellige, er resultatet hele tiden det samme – vi får ikke en fair del af det færdige produkts pris, siger han.
Demonstrationen foregik i Luxembourg, fordi de europæiske landbrugsministre holdt rådsmøde der.
Frustration
At 8000 europæiske landmænd kom på banen i Luxembourg imponerede den danske landmand Niels Pedersen Quist. Og det var da også mange i forhold til, at den danske landmandsdelegation kun talte én praktisk landmand.
Men det viser, at der er trange tider i europæisk landbrug, understreger han, og han mærkede for alvor sine europæiske kollegaers frustrationer og desperation.
Optøjer ødelagde dialogen
- Der var nogen, der var så desperate, at de kun ville optøjer, og det ødelagde dialogen, siger Niels Pedersen Quist.
Han oplevede, hvordan de første i demonstrationen rettede sig efter politiets anvisninger, men at der efterhånden, som specielt franskmændene kom frem, var flere og flere, der kørte ad egen rute og med egen hastighed.
- Og med køer, geder og traktorer i byen kom der til at lugte temmelig landligt, tilføjer Niels Pedersen Quist med et smil.
Men han er ked af, at de desperate kollegaers aktioner ødelagde dialogen. Politikerne blev inden døre på grund af tumulten i stedet for at komme ud at snakke.
- De desperate vil have kvoteafviklingen stoppet og 40 cents pr. liter mælk. Det er ikke det, den officielle politik går ud på, understregede den danske demonstrant, der ikke er vant til at demonstrere.
Manglende indtjening
- Vi ønskede at manifestere, at de europæiske landmænd tjener for lidt. Vi vil protestere mod bureaukratiet, og vi vil have politikerne som medspillere og ikke som modspillere, slår Niels Pedersen Quist fast.
Han vil stadig give natur og miljø en høj prioritet, men landmændene skal have en fornuftig indtjening.
Han blev meget inspireret af sine franske og italienske kollegaer, der prøver at få detailhandlen i tale, så slutprisen kan deles anderledes.
- Der er jo meget langt fra de priser, vi får for vores produkter, til detailkædens pris. Der kunne prisen godt deles anderledes, mener den nordjyske landmand.
Han glædede sig også over, at de embedsmænd fra det danske fødevareministerium, han fløj sammen med til demonstrationen, fortalte, at de havde regelforenklinger med som punkt til rådsmødet i Luxembourg.
Fælles løsninger
Vel hjemme igen mærker han igen det vakuum, der er mellem indtjening og udgifter.
- Afregningsprisen på mine ting står stille, mens priserne på både gødning og sprøjtemidler samt skatter og afgifter stiger voldsomt. Det er utroligt svært, siger den danske landmand og ønsker at få politikerne i positiv tale for at finde løsninger.
Men han er ikke imponeret af politikernes løfter om at udbetale landbrugsstøttens enkeltbetaling tidligere.
- Det er jo som at tisse i bukserne, når pengene er brugt lidt tidligere end ellers, så er problemerne jo tilbage, siger han, der er bange for de andre lande så vil lave nationale ordninger.
Også derfor er han glad for, at han blev udpeget til at deltage i den fælles europæiske demonstrationen, der satser på fælles løsninger, og han gør det gerne igen.