Kom til dyrskue

OPFORDRING: Jeg håber, at de fynske landmænd vil abstrahere lidt fra de daglige besværligheder og komme på dyrskuet, siger Det Fynske Dyrskues formand, Niels Rasmussen.

- Det Fynske Dyrskue er en stor og vigtig opgave. Dyrskuet var en stor succes sidste år med godt 56.000 gæster. Og dyrskuets nye organisation betyder, at vi har et velfungerende dyrskue, som også er økonomisk bæredygtigt.

Det siger Niels Rasmussen, formand for Fynsk Landbrugs Eventforening, der er et samarbejde mellem landboforeningerne Centrovice og Patriotisk Selskab, og hvis primære opgave er planlægning og afvikling af det årlige fynske dyrskue i Odense.

- Dyrskuet står på tre »ben«, nemlig faglighed, hobby og underholdning, fortsætter Niels Rasmussen. Det giver kvalitet og gør det til en rigtig god oplevelse at komme på dyrskuet.

- Dyrskuet er et godt tilbud til børnefamilierne. Og jeg har det godt, når jeg ser, at børnefamilierne kommer, køber billet og går ind til alle oplevelserne på dyrskuepladsen. Det er jo den direkte dialog mellem by og land, der flytter noget. Og ikke den ensidige oplysning via radio og tv. Man får et anderledes realistisk forhold til tingene, når man kommer ind og ser dyrene og maskinerne og får en dialog med landmændene og de andre udstillere.

Fest og faglighed
- Dyrskuet er fest, fastslår Niels Rasmussen. Og det er godt at fornemme, at landmændene - trods tingenes tilstand og dårlig økonomi - bakker op omkring dyrskuet. Jeg håber, at landmændene vil abstrahere lidt fra de daglige besværligheder - og komme på dyrskuet.

- Også rent fagligt er der meget at hente. Dyrskuet er et eksempel på, at landmænd stadig har et interessefællesskab, som de dyrker. Det er netop et af de tre »dyrskue-ben«: de professionelle der kommer på skuet. Det giver dyrskuet værdi, når landmændene også er der, så by og land mødes og har mulighed for dialog. Det er en fantastisk positiv platform at præsentere landbruget på. Samtidig med, at man kan få plejet sine erhvervsmæssige interesser.

- Derfor vil jeg opfordre så mange som muligt af mine landmandskolleger til at besøge dyrskuet. I øvrigt tror jeg da også, at besøgstallet kommer endnu højere op i år. Men naturligvis er dyrskuet en meget vejrfølsom aktivitet, siger skuets formand.

Læs også