Det skal nu være slut med kommunernes anvendelse af ekspropriationsredskabet til realisering af skydebaner og golfbaner.

Et flertal i folketinget bestående af regeringen og Dansk Folkeparti har nemlig nu vedtaget miljøminister Troels Lund Poulsens (V) meget omdiskuterede lovforslag om ekspropriation.

Det betyder, at kommunerne ikke længere kan ekspropriere til byudvikling på grundlag af kommuneplanen - det skal først kunne ske, når der er udarbejdet en lokalplan. Ifølge miljøministeren giver det et langt mere detaljeret grundlag for erstatning.

- Jeg er meget tilfreds med, at lovforslaget nu er vedtaget. Det er vigtigt at værne om den private ejendomsret. Ekspropriation er en meget voldsom handling i forhold til ejendomsretten, og kommunerne skal ikke bare kunne ekspropriere på baggrund af et uspecificeret byudviklingsformål, siger miljøminister Troels Lund Poulsen.

Kritikere, der først og fremmest tæller Kommunernes Landsforening, har op til lovforslaget vedtagelse hævdet, at det bliver meget svært nu at planlægge rundt omkring i kommunerne. Andre har kaldt loven nyttesløs og bureaukratisk, da ekspropriationen nu bare bliver lavet på et meget senere tidspunkt i forløbet.

- I 2011 evaluerer vi effekten, siger Troels Lund Poulsen.