Venstrefolk vil i landbrugsudvalg

UDVALG: Både Charlotte Antonsen og Bent Claudi Lassen melder deres interesse for at komme i EU-parlamentets landbrugsudvalg. 

Mindst to af partiet Venstres kandidater vil gerne i Udvalget for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (landbrugsudvalget), hvis de bliver valgt til EU-parlamentet den 7. juni. Tidligere formand for Danske slagterier, Bent Claudi Lassen oplyser, at hans førsteprioritet vil være landbrugsudvalget.

Nu melder en anden venstre-kandidat Charlotte Antonsen også sin interesse for landbrugsudvalget, hvis hun bliver valgt.

- Det er et utroligt vigtigt område, som jeg gerne vil arbejde med. Det er også derfor, jeg sammen med Jysk Landbrug står bag en konference om fødevarer i Vejen Idrætscenter torsdag den 4. juni om eftermiddagen, fortæller Charlotte Antonsen, der skal være ordstyrer ved arrangementet.

Ved konferencen kommer der oplæg af landbrugskommissær Mariann Fisher Boel, Fødevareminister Eva Kjer Hansen og Peter Gæmelke, som netop dagen forinden har afsluttet sin karriere som dansk landbrugs topfigur.

50-er landbrug
Charlotte Antonsen, der i mange år har siddet i folketingets europaudvalg, motiverer gerne sin interesse for landbruget.

- Landbruget skal som andre erhverv følge med tiden. Man må i dag tænke mere på sine omgivelser og på produktionsdyrenes ve og vel end man gjorde for år tilbage. Det gør vi i Danmark, og vi har gjort det godt. I dag har vi et moderne drevet landbrug i balance med den omgivende natur, siger Charlotte Antonsen, der påpeger at det ikke er tilfældet i hele EU.

- Her er der stadig landmænd, der producerer som vi gjorde tilbage i 50'erne og 60'erne. Men de er gode til at råbe op!! - Især er franske landmænds rabiate demonstrationsmetoder er kendt vidt omkring.  

Charlotte Antonsen, der sad i folketinget fra 1990 til 2007. I alle årene var hun partiet Venstres EU-ordfører.  

Parlamentskandidat Bent Claudi Lassen pointerer, at han - udover sin primære ønske om plads i landbrugsudvalget - vil prioritere henholdsvis Udvalget for Industri, Forskning og Energi samt Udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed.

Læs også