UDLÅN: Landbrugschefen i Nykredit siger, at finansieringsinstitutterne stadig er villige til at låne penge ud til landmænd.
I går skrev vi, hvordan virksomheder omkring landbruget følte sig ramt af, at landmænd ikke kunne få finansieret deres nye byggeprojekter. Gråkjær Staldbyg har således underskrifter på byggekontrakter på cirka 400 millioner kroner til projekter, der står klar til at blive opført, når finansieringen falder på plads.
Effektivt Landbrug har talt med vicedirektør Poul Erik Jørgensen, Nykredit Landbrug, om situationen.
Er det rigtigt, at det er blevet sværere for landmænd at låne penge?
- Vi har pænt stort udlån til landmand. Min oplevelse er, at vi stadig finansierer projekter. Det, der er afgørende for os, er, at projekterne giver overskud, og at der er et perspektiv i projektet.
Men er I ikke blevet mere forsigtige med at låne penge ud i de sidste måneder på grund af den økonomiske krise, som vi har været i?
- Om vi er blevet mere forsigtige? Nej jeg synes, at vi i en lang periode har fokuseret på, om de ting, som vi finansierer, vil kunne bibringe noget indtjening. Det er så også klart, at der skal være kapacitet til, at man kan få finansieringen helt på plads.
- Hvad angår, om der er flere eller færre projekter lige nu, så tror jeg egentligt, at det er på et meget normalt niveau. Godt nok havde vi en periode på nogle år med rigtig mange projekter, men lige nu vil jeg ikke sige, at det er få projekter, som vi har. Jeg tror også, at det skyldes, at der er ved at komme bedre styr på det med miljøgodkendelser.
Hvad skyldes det så, at der i en periode var mange projekter?
- Før var der måske projekter, der kom op at stå, fordi der var nogle meget stærkt stigende jordpriser, som gav en stadig stigende egenkapital og friværdi, der løbende blev brugt til projekter. De projekter blev ikke evalueret i samme grad som nu. I dag ses der mere isoleret på, om det her projekt nu også kan hænge sammen og bibringe en forøget indtjening.
- Det var vel fra cirka 2004-2008. Og det skal lige siges, at det langt fra er alle projekter i den periode, der ikke hænger sammen.