Behovet for at gennemføre besparelser for en milliard kroner tvinger Arla Foods til at indstille sine planer om at gøre Borup Mejeri til et gourmet-mejeri. I stedet må produktionen flyttes til Slagelse Mejericenter.
Produktionen på Borup Mejeri er baseret på cirka 7 millioner kilo økologisk mælk om året fra syv gårde i Nord- og Vestsjælland, og denne mælk vil fortsat blive brugt til produktion af lokale sjællandske produkter som mælk og fløde.
Men fremover vil produktionen foregå på Slagelse Mejericenter, som har kapaciteten til at behandle mælken. Mejeriet i Borup vil fremover blive brugt som lager.
- Det er frygteligt ærgerligt, det her. Men vi må desværre indse, at tiden ikke er til luksusprodukter. Vi mærker lige nu, at forbrugerne i Danmark og udlandet vælger billigprodukterne til og vælger de dyrere højkvalitetsprodukter fra. Derfor vil det ikke være muligt for os at få en god økonomi ud af at lave gourmet mejeri i disse tider, siger Arla Foods’ mejerichef i Borup, Lars Poulsen.
Tiderne skiftet
Overflytningen betyder, at 30 stillinger på mejeriet nedlægges med effekt 1. juni 2009.
Beslutningen om at indstille produktionen på Borup Mejeri er en del af de massive omkostnings-besparelser på en milliard kroner, som Arla Foods nu skal igennem.
Arla Foods købte 1. juli sidste år Borup Mejeri, som koncernen havde haft et samarbejde med siden 1999.
- Jeg ser det her som en fantastisk mulighed for Arla til at udvikle flere specialprodukter og bidrage til mangfoldigheden inden for dansk mejeribrug. Vi vil drive Borup videre som et eksperimenterende gourmet mejeri, lød det for 9 måneder siden fra Arla Foods’ direktør for det danske marked, Lars Aagaard.