FREMTIDSUDSIGTER: Stabil afsætning, lavere produktionsomkostninger og rente er lyspunkterne for landbruget, når finanskrisen rammer.
Det var de tunge drenge, der var trækplastrene, da Sydbank arrangerede landbrugskonference på Gråsten Landbrugsskole. Bankens administrerende direktør, Carsten Andersen, havde således selskab af Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, og Danish Crowns bestyrelsesformand, Niels Gottrup Mikkelsen, der alle kunne se krisen forude, men dog havde optimismen i behold:
- Krisen vil påvirke efterspørgslen, og forbrugeren vil måske købe lidt mindre portioner ind, og købe en lidt dårligere kvalitet. Fødevarer er dog mindre følsomt, og derfor er landbruget ikke helt så følsomt som andre erhverv, lød det fra Niels Gottrup Mikkelsen.
I en tid, hvor billedet af fremtiden som oftest males med en kulsort pensel, priste Peter Gæmelke sig lykkelig for de fordele, som de danske landmænd har i forhold til de udenlandske kollegaer:
- Vi har et af de mest velfungerende systemer i Danmark, der betyder at vi kan finansiere 70 procent af en investering hos realkreditinstitutionerne. Det giver os muligheder som vores konkurrenter ikke har. Det kan så godt være, at det ryster lidt lige nu, men det skal jeg love for, at det gør det også andre steder.
Den lange rente kommer ned
Rystelserne i det store udland får naturligvis også konsekvenser for de hjemlige forhold:
- Vi kommer til at opleve en utrolig nedtur i verdensøkonomien. Alle de store økonomier er i recession, og det har vi aldrig oplevet før, lød det fra Carsten Andersen, som også forudså konkrete effekter for de danske landmænd:
- Den lange rente kommer ned. Det er svært at sige, hvor langt ned, men i løbet af næste år vil den falde til et niveau på mellem 2,75 og 3,50 procent.
I lyset af denne spådom rådede Carsten Andersen de godt 150 landmænd til kraftigt at overveje en omlægning af deres lån. Sydbanks topchef anså det for fornuftigt, at omlægge de dyre kortfristede lån til lange lån, når renten i løbet af 2009 rammer det lave niveau.
Grøn vækst skal indeholde vækst
Det var dog ikke kun finanskrisen, der optog sindene, da Anders Fogh Rasmussens tale på Venstres nyligt afholdte landsmøde også tiltrak sig stor opmærksomhed. Specielt var det begrebet grøn vækst, som både gav morgenluft og truende skyer over landbruget:
- Det er helt specielt, at man har kombineret det grønne med vækst. Det er første gang, at jeg har set det skrevet ned, og nu er det vores job som lobbyvirksomhed, at holde regeringen fast på, at det kommer til at indeholde begge dele, og ikke bare bliver til grønne afgifter, konstaterede Peter Gæmelke, der forudså en stor fremtid for erhvervet, som dog afhang af, hvordan den grønne vækst blev implementeret:
- Vi skal gøre os klart, at der måske skal op imod 100.000 hektar ud af drift, og derfor er det vigtigt, at sikre at der ikke kommer nogen landmænd i klemme. Derfor skal politikerne have finansieringen på plads, og sørge for der er tid til tilpasning.
En stor fremtid for erhvervet forudså også Niels Gottrup Mikkelsen, der var ganske fortrøstningsfuld:
- Vi har en god udgangsposition som erhverv. Vi er sikret afsætning, og i global sammenhæng er vi i særklasse mest effektive. Der er selvfølgelig høje omkostninger forbundet med dansk landbrug og vi pålægges visse ting, men fremtiden hører de effektive til.