Én ædeplads pr. ko, brede drivveje, og sand i sengebåsene og på hvilearealerne.

Det er blot nogle få af de indtryk, som sidder mest fast i hukommelsen hos Anja Juul Freudendal og Niels Mellerup, begge bygningsrådgivere med speciale i kvægstalde hos Byggeri & Teknik I/S i Viborg, efter en studietur til USA. Her deltog en gruppe på i alt 10 danske bygge- og kvægrådgivere med tilknytning til DLBR Kvægstalde.

De danske rådgivere kiggede på kvægstalde i Texas, Minnesota og Wisconsin - tre stater, hvor der er lige så stor forskel på de klimatiske forhold, som der er på klimaet i Nord- og Sydeuropa. Af 10 besøgte bedrifter havde de fleste over 2.000 køer. Den største besætning var på cirka 4.000 køer.

- For at få en ædeplads pr. ko bygges nye stalde typisk som 2-rækkede, der samtidig er nemmere at ventilere ordentligt end meget brede stalde. At man holder sig til smalle, 2-rækkede stalde, betyder, at staldene ofte bliver flere hundrede meter lange. Og især i Texas er der nærmest »frit slaw« med hensyn til miljøpåvirkning sammenlignet med danske forhold, siger Anja Juul Freudendal og føjer til:

- Når amerikanerne går så meget op i, at de skal være en ædeplads pr. ko, hænger det også sammen med en anden kæphest om, at der skal være friskt foder på foderbordet efter hver malkning - også selv om der malkes tre gange. Resultatet er mindre kamp om pladserne ved foderbordet og et godt flow igennem malkecentret. Og så er friskt foder jo bestemt også en god ting i sig selv.

Der er også en anden gevinst ved princippet om friskt foder efter hver malkning, hvor der er plads til alle køer ved foderbordet: Køerne er langt mindre tilbøjelige til at gå direkte fra malkning hen og lægge sig i en sengebås - med risiko for, at infektioner finder vej op igennem de endnu åbentstående pattekanaler.

- Med en ædeplads pr. ko og fanggitre var der mulighed for at fiksere alle køerne samtidigt. Det gjorde det nemmere at foretage det daglige opsyn med alle malkende køer, som mange af de amerikanske mælkeproducenter praktiserede, siger Anja Juul Freudendal.

- De hyppige fodringer betyder, at amerikanerne generelt bruger forholdsvis mindre fuldfoderblandere set i forhold til besætningernes størrelse, fortæller hendes kollega, Niels Mellerup.

- Mange steder har man indrettet en eksempelvis 10 meter lang, fire meter bred og én meter dyb læssegrav til fuldfodervognen - med en lav påkørselskant foran til læssemaskinen. På denne måde reduceres læssehøjden, så skovlen ikke skal op i fuld højde i forbindelse med læsning af foder. Resultatet er hurtigere læsning, sparet energi samt et bedre udsyn og overblik fra læssemaskinen, forklarer Niels Mellerup.

Læs artiklen i sin helhed i Effektivt Landbrug onsdag 14. maj.