Hvem vil dyrke cikorier?
(LANDBRUG FYN) Der er behov for nytænkning, hvis fynske landmænd skal finde en attraktiv afløser for sukkerroen, lyder det fra Dan Cikorie ApS, der efterlyser nye cikoriedyrkere.
- Lukningen af Assens Sukkerfabrik har været medvirkende til, at der er fornyet interesse for cikorie og især dens indhold af inulin. Cikorien har tidligere været dyrket her i landet og blev blandt andet anvendt som kaffeerstatning under krigen. Og cikorien kan igen gå hen at blive en udbredt kulturplante.
Det siger maskinstationsejer Bjarne Nygaard fra Husby på Vestfyn. Han tog i starten af 2006 initiativ til at danne en arbejdsgruppe med det formål at undersøge mulighederne for at erstatte sukkerroedyrkningen med dyrkning af cikorie.
Arbejdsgruppen består i dag af 13 medlemmer med vidt forskellig baggrund - lige fra forskere ved Århus Universitet til svineproducenter. Og gruppens arbejde har ført til etablering af virksomheden Dan Cikorie ApS, der opkøber cikorierødder og står for forarbejdning og salg.
Bjarne Nygaard dyrkede selv sidste år 20 ha med cikorierødder, som efter optagning i november blev tørret og snittet på Assens Sukkerfabrik og derpå tørret og videreforarbejdet - primært med henblik på anvendelse som tilskudsfoder i svineproduktionen.
- Størsteparten af de snittede og tørrede cikorierødder blev solgt til fodervirksomheden Nutrio A/S, og efter nytår er der påbegyndt en foderafprøvning, blandt andet i en hangrisebesætning på Sjælland og i en smågrisebesætning på Fyn med 7-30 kg produktion.
- Det virksomme stof i cikorie er inulin, fortæller Bjarne Nygaard. Og dokumenterede forsøg både i Danmark og i udlandet peger på, at tilsætning af inulin til foderet kan reducere ammoniakfordampningen, afhjælpe fravænningsdiarré hos smågrise, forebygge mavesår hos søer samt fjerne eller mindske ornelugt fra svinekød. Ligeledes er der store muligheder i inulin til human føde.
- Hvis alle smågrise i Danmark skal have 5-10 procent cikorie blandet i foderet, skal der bruges ca. 6.000 ha. Foderudgiften betyder ikke ret meget, idet det er en kort periode, smågrisene skal have cikorie blandet i foderet.
- For at indhente flere erfaringer, har vi besluttet at forøge arealet i år fra 20 ha til 70-80 ha med cikorierødder, siger Bjarne Nygaard.
- I Holland og Belgien ligger udbytterne på 30-45 tons pr. ha. De bedste af vores marker gav 35 tons/ha, men i nogle marker havde vi svært ved at styre ukrudtet. De gav omkring 15 tons/ha, og det var for lidt.
- Derfor har vi fået arrangeret, at vi skal have et forsøg stablet på benene på Alstedgård. Planen er at lave et tre-strenget forsøg i år: et ukrudtsforsøg, et gødningsforsøg og et sortsforsøg.
- Vi vil prøve at finde ud af, om det er muligt at dyrke cikorie med et fornuftigt udbytte. Nogle økologer har dyrket cikorie, og det vil være interessant at finde ud af, hvor stort udbyttepotentialet er uden sprøjtning, idet vi p.t. ikke ved, hvad vi må bruge af planteværn og gødning. Sidste år havde vi en gødningsnorm, der svarede til foderroer.
Med hensyn til økonomien peger Bjarne Nygaard på, at cikorie her og nu kan sammenlignes med en kornafgrøde. Håbet er en økonomi, der ligner sukkerroer.
- Vi håber, at nogle vil støtte op om det, så vi fremadrettet kan opbygge en produktion, som kan udfylde noget af »hullet« efter sukkerroerne, siger Bjarne Nygaard. I praksis vil det foregå på den måde, at Dan Cikorie ApS opkøber afgrøden, forarbejder den og formidler den til salg. Her og nu kalkulerer vi med en pris afhentet på marken på ca. 260 kroner pr. ton rene rødder.
- Det er vigtigt, at der bliver en vis mængde, idet der skal investeres i udstyr til vask og snitning af rødderne. Til det brug forestiller vi os et mobilt anlæg, der kan opstilles i tilknytning til tørreanlægget.
- Vi har kontaktet flere landmænd, som er interesseret i at dyrke cikorierødder, men som på grund af sukkerroerne ikke har plads i år. Der er i øvrigt ikke noget til hinder for at så cikorie efter sukkerroer, idet de to planter ikke er i familie med hinanden.
- Der er allerede dyrkere, som har tilmeldt sig, men vi vil gerne have kontakt med flere, så vi kan få lavet dyrkerkontrakter på et areal på 70-80 ha i år. Interesserede skal snarest kontakte os - Dan Cikorie ApS - på telefon 6478 1530.
TEKST: ANDERS KURT SIMONSEN